I det fynske folks tjeneste

Herning stjal første stik i Odense

Odense Bulldogs tabte søndag den første finalekamp mod Herning med 2-3. OIK fik ellers en ønskestart og kom foran med 2-0, men det hele blev sat over styr i 3. periode, hvor Herning sikrede sig sejren i den første ishockeyfinale. 

-

/ritzau/
Det er sjovt at være ishockey-fan. Især når man kommer fra Herning. Og specielt når ens hold scorer det afgørende mål ét minut og 18 sekunder før tid i den første finale om det danske mesterskab.

Odense udnyttede ikke alle dagens chancer, og derfor vandt Herning 3-2, selv om de var nedspillet i størstedelen af kampen.

\"Det var måske ikke helt fortjent, men i dag havde vi heldet. Og så virkede det som om, at Odense bliver nervøse, da vi udligner\", sagde Hernings Kasper Degn efter den vigtige udesejr, hvor han selv var blandt Hernings bedste.

Hernings tifoldige mestre blev ellers budt velkommen til Odense Isstadion af 3035 tilskuere, der fra start øjnede en sejr til grundspillets suveræne vindere fra OIK.

Men efter at have været nede med 0-2 fik Herning kontakt med de nervøst spillende fynboer og snuppede lidt heldigt sejren. Finalen spilles bedst af fem kamp med anden kamp på tirsdag i Herning.