I det fynske folks tjeneste

Historisk regnskab fra H C Odense

Håndboldklubben H C Odense kan for første gang nogensinde fremvise et regnskab med overskud.

Det bliver dog næppe fejret med den helt store gallafest, for overskuddet er på beskedne 10.000 kroner, oplyser klubbens formand, Jørn Bonnesen.

Alligevel er han glad:

- Vejen frem til sorte tal har været belagt med adskillige sten, men jeg er meget tilfreds med, at vi har levet op til vores budgetter og udmeldinger, siger han.

Han er også godt tilfreds med kvindernes sportslige resultater, der blandt andet førte til en plads i slutspillet i sæson 2013 - 2014, en kvartfinale i pokaleturneringen og fine europæiske resultater.

- Vi har fra starten sagt, at vi med små, men sikre skridt vil nærme os toppen af dansk kvindehåndbold samtidig med, at vi holder styr på økonomien, siger Jørn Bonnesen.

- Det er grundlaget for at visionen om at blive en af de toneangivende klubber i dameligaen kan realiseres, slutter han.

H C Odense spiller næste gang fredag klokken 19.00 mod FC Midtjylland.

Ved du noget? Så send os et tip