Høringssvar i Nyborg: Rul besparelserne tilbage

Især tidligere besparelser i ældreplejen og daginstitutioner får kritiske kommentarer i 37 høringsforslag.

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs lovede allerede for tre uger siden fred for sparerunder i Nyborg de næste fire år.

Men det har ikke afholdt medarbejdere, forældrebestyrelser og tillidsrepræsentanter i kommunen fra at komme med kritiske kommentar til de kommende års budgetter, som er præsenteret i administrationens såkaldte tekniske budget.

Det fremgår af de 37 høringssvar, der torsdag middag var indkommet til politikerne, da høringsfristen udløb.

Mange af indsigelserne var ventede bl.a. inden for ældreplejen, hvor der sidste år blev gennemført besparelser af to omgange.

Først blev der i 2019 budgettet vedtaget besparelser på 12 millioner kroner, men i løbet af 2019 blev der pålagt yderligere besparelser på 14 millioner kroner.

Af de 14 millioner kroner løber besparelser på fem millioner kroner videre i 2020-budgettet og overslagsårene.

Det går bl.a. ud over gåture og hovedrengøring for hjemmeboende pensionister. Mærkbare serviceforringelser som det hedder i indsigelserne fra blandt andet seniorråd og Ældresagen i Nyborg.

Her efterlyser man også en mere langsigtet strategi for, hvordan der skaffes plejeboliger nok til den kraftigt stigende ældrebefolkning i Nyborg.

Kritikken går igen i høringssvar fra plejecentret Egevang, Rosengården og FOA-tillidsrepræsentanter i kommunen.

Sidstnævnte protesterer også over besparelser på demensområdet, på manglende midler til aflastning af pårørende og på indgrebet i de ansattes lokalaftaler, så de ikke længere automatisk kan få udbetalt overarbejde, men skal afspadsere.

Samarbejdsudvalget i Pleje og Omsorg frygter, at en nedlæggelse af en koordinatorstilling vil skabe alvorlige udfordringer i rehabiliteringen af borgere, der skal betjenes efter sygehusindlæggelse. Der er stort pres og pladsmangel i øjeblikket, hedder det.

I Børn og Familieafdelingen klager samarbejdsudvalget over øget arbejdspres og mistrivsel samt øget sygefravær efter sidste års besparelser og advarer mod at gennemføre en kommende besparelse på en halv million kroner.

Bunken af børnesager er allerede stor og større end Dansk Socialrådgiverforening anbefaler. I sidste ende risikerer det at gå ud over både personale og de udsatte familier, hedder det i høringssvaret.

Leder-besparelser

Også på daginstitutionsområdet vil tillidsrepræsentanter og personale gerne have tilbagerullet flere af sidste års budget-besparelser, der løber videre.

Det drejer sig bl.a. om, at 10 procent af ledernes arbejdstid indgår i den almindelige pasningsnormering. De timer er typisk taget ved at nednormere på pasningen af børnene.

Og besparelser på puljer til hjælp af særligt udsatte børn bør også sløjfes, lyder det gennemgående i flere svar.

Flere daginstitutioner har også svært ved at se, hvordan de skal skaffe finansiering til planer om at indrette madordninger i daginstitutionerne.

Desuden lever kommunen langt fra op til BUPL’s minimumsnormeringer i daginstitutioner og SFO, påpeger BUPL’s tillidsrepræsentanter.

Indeklima

På skoleområdet ser flere skoler frem til, at der nu sættes penge af til indeklimaforbedringer, men på Vibeskolen frygter forældre og medarbejdere, at de fem millioner kroner pr. år ikke rækker til at tilgodese alle ønsker. Og på Danehofskolen klager skolebestyrelsen desuden over, at skolen skal finansiere rengøringen efter de mange fritidsbrugere, der benytter skolen efter skoletid.

I sidste års budget blev der gennemført besparelser på i alt 45 millioner kroner stigende til 57 millioner kroner i 2022, men de 45 millioner blev som nævnt forhøjet i løbet af 2019 med yderligere besparelser på 14 millioner på ældreområdet.

Indsigelserne skal nu behandles af politikerne, inden der kan indgås et eventuelt budgetforlig.

Budgettet skal være vedtaget senest den 5. november.

Lukning af bosted

Et af høringssvarene vil politikerne dog drøfte hurtigere. Det er en klage over en planlagt lukning af bostedet Øksendrup, der huser tre hjerneskadede beboere og er arbejdsplads for 13 medarbejdere.

Bostedet har oprindelig haft fem beboere og derfor er stedet blevet dyrere at drive for kommunen.

Den sag behandler Social- og Familieudvalget allerede mandag.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt