I det fynske folks tjeneste

- Ja, ja, ja! Fynske Claes Bang nomineret til en Oscar

Den fynske skuespiller Claes Bang kan for første gang vinde en Oscar. Foto: LOIC VENANCE / Scanpix

Flere danskere har mulighed for at komme med på scenen for at modtage filmverdenens fornemmeste pris. En af dem er den fynske skuespiller Claes Bang.

Den svenske film The Square, der har den fynske skuespiller Claes Bang i hovedrollen, kan hente endnu en hæderspris hjem til samlingen.

Filmen er nomineret til en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Det blev offentliggjort tirsdag, hvor alle de nominerede i konkurrencen om de prestigefulde Oscar-statuetter offentliggøres af det amerikanske filmakademi.

Og hovedpersonen var da også selv ovenud tilfreds, da TV 2 fulgte ham, mens nomineringerne blev offentliggjort.

- Ja, ja, ja!, jublede den glade skuespiller, da han hørte The Square blive nævnt.

The Square er instrueret af svenske Ruben Östlund og har Claes Bang i hovedrollen. Også danske Christopher Læssø er på rollelisten.

Claes Bang spiller i filmen en succesrig kunstnerisk leder af et moderne kunstmuseum, der har en ny udstilling på vej med navnet "The Square".

I dagene op til udstillingens åbning kommer han ud for flere groteske situationer, der får ham til at betvivle sit eget moralske kompas. 

Læs også Fynbo forbigået ved Golden Globe

Store stjerner på plakaten

Også de internationale stjerneskuespillere Elisabeth Moss, blandt andet kendt fra serierne Mad Men og The Handmaid's Tale, og Dominic West, kendt fra serierne The Wire og The Affair, spiller med i filmen.

The Square har tidligere fået Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, ligesom den vandt seks priser ved European Film Award i begyndelsen af december sidste år. Blandt andet fik Claes Bang prisen for årets bedste mandlige hovedrolle.

Ud over The Square består Oscar-feltet i kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film af den chilenske A Fantastic Woman, den ungarske On Body and Soul, den libanesiske The Insult og den russiske Loveless.

Danmarks kandidat til en nominering i kategorien for film, hvor dialogen ikke er på engelsk, var Du Forsvinder instrueret af Peter Schønau Fog. Filmen gik dog ikke videre til den såkaldte shortliste, der talte ni film.

Læs også På vej til Hollywood: Claes er midt i sit livs gennembrud

 Flere danske bud

De øvrige danske islæt er at finde i filmene The Shape of Water fra USA, 'The Square' fra Sverige og den dansk-syriske dokumentarfilm Last Men in Aleppo.

Filmfotografen Dan Laustsen kan måske gå hjem med en Oscar den 4. marts. 

Han er nemlig nomineret til en statuette i kategorien 'Bedste filmfotograf' for sit arbejde med filmen The Shape of Water, der foregår på en tophemmelig forskningsfacilitet, hvor en ensom vagtmester danner et unikt forhold til et amfibisk væsen, der holdes fanget.

Selve oscaruddelingen finder sted for 90. gang i år og løber af stablen ved et gallashow i Los Angeles 4. marts.

Ved du noget? Så send os et tip