Jordemødre: Bevar fødeafdelingen i Svendborg

Jordemødrene i Region Syddanmark hilser socialdemokraternes forslag om at bevare fødeafdelingen i Svendborg velkommen.

Jordemødrene i Region Syddanmark glæder sig over, at debatten om fødeafdelingen i Svendborg nu igen bliver taget op af Socialdemokratiet.

- Det er dejligt og betydningsfuldt, at nogle politikere synes, det er vigtigt med to afdelinger for fødende på Fyn, siger kredsformand for Jordemødrene i Syddanmark, Birgitte Valeur, til TV 2/FYN.

Hun peger på, at jo større en afdeling er, jo flere tidpunkter og perioder opstår der, hvor familierne ikke får den omsorg og nærhed, de har brug for.

Derfor giver det ifølge hende god mening at have to afdelinger, der tilsammen giver et bredere tilbud:

- De kvinder, der har brug for specialister - for eksempel børnelæger - skal selvfølgelig visiteres til det ny OUH, når det er bygget færdigt. Men de fleste kan klare sig med mindre, og for dem er det væsentligt med ro, nærhed og omsorg, siger Birgitte Valeur.

Hun tilføjer, at kort afstand også har betydning, da især kvinder, som skal føde anden eller tredje gang, kan nedkomme ret hurtigt.

- De fleste mødre har en lille utryghed om ikke at nå frem til fødeafdelingen i tide, siger hun.

Hertil kommer, at nogle prognoser regner med et så stort antal fødsler frem mod 2025, at det ny OUH muligvis ikke har kapacitet nok.

Oversigt

    Oversigt