I det fynske folks tjeneste

Julekalender optages i Egeskovs gamle labyrint

02:11

Foto: Reza Sahraei

1 af 2

Det er sommer, men på Egeskov er de i julestemning. Her bliver de sidste optagelser til en ny julekalender nemlig filmet.

På Egeskov forsøgte et filmhold i går at lade som om, at det er december. Her var det den 114. og sidste optagedag til DR's nye julekalender, Den Anden Verden.

- Det ser lidt sjovt ud med den grønne farve i baggrunden, hvis man skal forestille sig, at det er jul, erkender producent Andreas Hjortdal.

Men julekalenderen foregår delvist i en sommerlig eventyrverden.  Og det er en eventyrverden, der blandt andet finder sted i Egeskovs gamle labyrint. I forårs- og sommermånederne har filmholdet alligevel forsøgt at bevare julestemningen under optagelserne.

Man kommer ikke i sommerstemning, når man ser julekalenderen. Man kommer i julestemning på en helt speciel måde.

- Vi gør brug af diverse havenisser, kulørte havelamper og alt, hvad man kan trække ud af julestemning i forskellige rekvisitter, og så bruger vi også julemusik som underlægningsmusik, forklarer Andreas Hjortdal.

Og filmholdet har valgt, at optage alt hvad der skal se vinterligt ud i de kolde vintermåneder.

- Man kommer ikke i sommerstemning, når man ser julekalenderen. Man kommer i julestemning på en helt speciel måde. Jeg synes jo også, at der er noget julet over eventyrmagi, siger producenten.

Det er kun en lille del af Den Anden Verden, der bliver optaget på Fyn. Alligevel har FilmFyn valgt at støtte projektet med en kvart million kroner.

- Projektet skaber omsætning, så når vi har valgt at investere 250.000, jamen så bruger DR minimum 500.000, når de er her for at lave optagelserne. De bruger også fynske filmarbejdere, som arbejder på projektet. På den måde giver det mening hele vejen rundt, siger Julie Linn Milling, der er udviklingsproducer ved FilmFyn.

På Egeskov Slot drømmer de om, at slottet og slotshaverne engang bevæger sig fra birolle til hovedrolle.

- Jeg har en drøm om, at der en dag kommer en manuskriptforfatter og ser det her eventyrlige Egeskov, og at vedkommende måske kan forene gamle historier med moderne på slottet og i labyrinterne her. Og så kunne vedkommende skrive en julekalender, der kunne foregå på Egeskov, fortæller Henrik Neelmeyer, direktør for Egeskov.

Men Andreas Hjortdal er tilfreds med, hvad de har fået ud af kulliserne på Egeskov:

- Jeg må sige, at vi kan være virkelig stolte af julekalenderen, og vi glæder os rigtig meget til at vise den i december.

 

Ved du noget? Så send os et tip