I det fynske folks tjeneste

K: Færre støttekroner til dansk landbrug

Den konservative formand Lars Barfoed vil tage mere end en halv milliard kroner fra EU's direkte støtte til danske landmænd og i stedet bruge pengene på økologi og en genopretning af udsatte naturområder rundt om i landet.

Dermed er De konservative endnu en gang på kollisionskurs med regeringspartneren Venstre, skriver Berlingske.
- Vi skal udnytte mulighederne maksimalt for at bruge EU-landbrugsstøttemidler til naturpleje. Det er en god finansieringskilde til at øge naturarealerne i Danmark, for det belaster ikke de offentlige finanser, siger Lars Barfoed til avisen.

Forslaget fra Barfoed stammer fra en ny konservativ naturplan for 2020, som partiet vil have skrevet ind i et eventuelt kommende regeringsgrundlag for V og K.

Landbrug og Fødevarer, der repræsenterer det samlede landbrugs- og fødevareerhverv, advarer Barfoed mod at gå enegang i forhold til støtten. Det kan nemlig ramme landmændene på pengepungen.
- Det er meget uheldigt, hvis Danmark går foran i en situation, hvor mange landmænd er presset økonomisk, siger Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug og Fødevarer til Berlingske.

Dansk landbrug modtager 7,3 milliarder kroner om året i direkte støtte fra EU. Sidste år blev der afsat 117 millioner kroner til en mere naturvenlig udnyttelse af jorden. Det er det beløb, som De Konservative vil hæve til over 700 millioner kroner, skriver Berlingske.

/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.