Kæmpe kapsejlads i Kerteminde

44 store sejlbåde er i weekenden samlet på havnen i Kerteminde. For tredje år i træk er sejlere fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland samlet til Big Boat Challenge.

Med Storebæltsbroen i baggrunden ligger over 40 store sejlbåde i Kerteminde Bugt.

De venter på at komme i gang med weekendens 4. kapsejlads. En af bådene i vandet er fra Kongelig Dansk Yachtklub. Officielt hedder den 40-fod lange sejlbåd APM, men besætningen kalder den noget andet: Malteserbåden.

Den er sponseret af chokoladefirmaet Maltesers. Ikke noget man normalt forbinder med sejlsport, men det passer perfekt til den her båd.

- Det er nemlig sådan noget rigtig pigeslik, som et af besætningsmedlemmerne udtrykker det.  Hun er ligesom resten af besætningen af hunkøn.

Båden bliver sejlet af piger, der alle er vokset med sejlsport og sejlerfædre,  og som nu har fået deres egen båd:

- Vi tror jo på, at vi kan være med på lige fod med mændene. Og sejlsport er jo for alle, det er jo ikke kun en mandedisciplin, siger Mathilde Ive, der er bådleder.

Vi kan sagtens følge med

Startskuddet lyder fra  det grå marinefartøj, der ligger midt i den store gruppe af skibe. Sejlene bliver strammet, og med omkring 4,5 knob - eller det der svarer til cirka 8,5 km/t - sejler bådene i flok op mod den første bøje, der skal passeres.

Pigerne fra Malteserbåden lægger sig fra starten i front. Men de har også noget at leve op til. På alle tre sejladser lørdag var de den hurtigste båd i deres klasse.

- Det er bare fedt at kunne vise, at selvom vi er tøser og lidt mindre fysiske, så kan vi sagtens følge med, siger Marie Juul.

Der er flere forskellige klasser i Big Boat Challenge, så selv om Malteserbåden vandt deres klasse, var de stadig ikke den hurtigste båd på vandet den dag. Men det handler heller ikke kun om at vinde. Det er sjovt i sig selv at være på vandet:

- Når du sejler, koncentrerer du dig ikke om alle mulige andre ting som lektier og arbejde. Du bliver nødt til bare at være på, og det er det, der gør det sjovt, siger Marie Juul.

Det bliver kun til en andenplads.

Malteserbådens føring holder ikke helt i mål. Den bliver undervejs overhalet af en enkelt båd, og må nøjes med andenpladsen.

Men de formår altså stadig at sejle hurtigere end mange både med mandlige besætninger. Og det bliver oven i købet gjort med stil. Pigerne malede deres fingernegle røde aftenen før.

- Vi er jo piger, men man siger, at sejlere ikke kan have pæne negle. Men så kan de da i det mindste være røde, smiler Mathilde Ive.

Oversigt

    Oversigt