Den 34-årige mand, der blev efterlyst fredag morgen for kassedyk flere steder på Fyn, blev stoppet i en bil af politiet på Ridehusgade i Odense kort før middag.
Han løb fra stedet, men blev fanget i en baggård i nærheden.
Politiet har fået flere henvendelser efter efterlysningen og takker for dem.
Der bliver senere taget stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Han sigtes for i seks tilfælde at have købt småting i butikker og så tilegne sig indholdet i pengekassen, når en medarbejder åbnede den.
Først gik det ud over Rema 1000 på Skibhusvej i Odense onsdag. Superbrugsen i Nørre Åby, Rema 1000 i Ejby, Rema 1000 i Assens, Superbrugsen på Rødegårdsvej i Odense og Burger King på Ørbækvej i Odense fik alle besøg torsdag.