I det fynske folks tjeneste

Kerteminde skal spare 36 millioner næste år

00:48

Stillfoto: Lasse Hansen, Fynske Medier.

2017 byder på smalkost for ansatte og borgere i Kerteminde Kommune.

Der er indgået budgetforlig flere steder på Fyn. I Kerteminde kan borgerne kan se frem til et økonomisk trængt 2017. Politikerne blev i går enige om et budget for næste år, og alle 25 medlemmer af byrådet er med i forliget.

Det er første gang i borgmester Hans Luunbjergs borgmestertid, at det er lykkedes at samle hele byrådet om et budget, men det bliver et år på smalkost for borgere og ansatte i Kommunen. Byrådet har nemlig vedtaget besparelser for omkring 36 millioner kroner.

- Vi har forsøgt at undgå driftsbesparelser ude hos de varme hænder, men det kan ikke lade sig gøre, når vi skal lave så mange besparelser, siger Hans Luunbjerg (V).

Byrådsmedlem Kasper Olesen (S) fortæller, at de har søgt pengene overalt: 

- Vi havde en kæmpestor udfordring, og vi føler, at vi har vendt samtlige sten for at finde nogle penge til de her besparelser. Det har vi gjort på en måde, så de kerneværdier, vi har, er blevet tilgodeset.

Enhedslisten er gået mere med af nød end af lyst.

- Vi kan se, hvordan den økonomiske situation ser ud. Der er ingen penge at råde over. Vi har før lavet alternative budgetter, fordi vi ikke ville gå med på de besparelser, der også har været sidste og forrige år, men vi kunne se i år, at det ville blive så skrabet, at vi var nødt til at være med, fortæller Jutta Lundqvist Nielsen fra Enhedslisten.

Læs også Budgetforlig: Rødt flertal hæver skatten i Odense

 

 

Ved du noget? Så send os et tip