I det fynske folks tjeneste

Kommunalvalget vil drukne i Christiansborg-politik

Fire ud af ti ved ikke, at der er kommunalvalg til november. Kommunerne har svært ved at hamle op med det store fokus, der er på landspolitik, siger formand for KL.

Foto: Nikolai Linares/Scanpix

Hvor mange elever skal der være i klasselokalerne? Hvad koster det at have et barn i en daginstitution? Og hvor meget hjælp skal de ældre have?

Mange af de beslutninger, som har indflydelse på borgernes hverdag, bliver taget i kommunerne. Men ofte drukner kommunalpolitik i den politik, som bliver ført på Christiansborg. Det siger formand for Kommunernes Landsforening Martin Damm.

Fakta om valgdeltagelse

Til kommunalvalget 19. november 2013 satte 71,9 procent af den danske befolkning deres kryds.
Ser man bort fra kommunalvalget i 2001, hvor der samtidig lå et folketingsvalg, var det den højeste stemmeprocent i 32 år.

I 2013 viste en undersøgelse, at 83 procent af danskerne vurderede, at deltage ved til lokale og regionale valg var en effektiv måde at opnå politisk indflydelse på.

Samtidig mente 89 procent, at det nytter at stemme. Danskerne er således den befolkning i Europa, der har den største tiltro til, at det at stemme, er et effektivt middel til at opnå politisk indflydelse på.

Kilde: Kommunernes Landsforening

Han kalder det "trist", at en undersøgelse fra KL's nyhedsbrev Momentum viser, at flere end fire ud af ti danskere ikke ved, at der er kommunalvalg til november.

- Vi kæmper med, at de landsdækkende medier fokuserer mest på landspolitikken, selv om det for borgerne bør være mest interessant, hvad der sker i lokalpolitikken, siger han.

- Det er trist, fordi kommunalvalget er der, hvor den enkelte borger har mest indflydelse på, hvad der sker omkring dem på skoler børnehaver, ældrepleje og biblioteker - altså kernevelfærden.

Selv om kommunerne er afhængig af medierne, erkender Martin Damm, at kommunerne også selv har et ansvar for at fange vælgerne.

Derfor vil KL opfordre kommunerne til at lægge sig i selen for at få skabt opmærksomhed omkring valget.

Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch vurderer, at opmærksomheden omkring kommunalvalget vil tage til, når november nærmer sig.

Men valgdeltagelsen ved kommunalvalget har de sidste mange år ligget på 70 procent, mens valgdeltagelsen er på omkring 90 procent ved folketingsvalg.

- Det er en permanent situation, som i høj grad afspejler, at de landsdækkende medier har enormt ringe fokus på kommunalpolitikken, siger Roger Buch.

- Det er en svær opgave for kommunerne og KL at vende op og ned på, at vi hver dag bliver bombarderet med, hvor vigtigt folketingspolitik er, siger han.

Læs også 12.000 gymnasie-elever bliver del af ”Stem eller luk røven!”-kampagne

Fakta om kommunalvalget

Kommunalvalget i Danmark afholdes hvert fjerde år om medlemmer af Danmarks kommunalbestyrelser.

Kommunalbestyrelser benævnes også i nogle kommuner byråd, og Københavns kommune vælger medlemmer af Borgerrepræsentationen.

Afstemningen ved valgene er frie og hemmelige.

Kommunalvalg falder altid samtidig med valg til regionsrådene, og de afholdes fast hvert fjerde år den tredje tirsdag i november.

Det næste kommunal- og regionsrådsvalg finder sted 21. november 2017.

Kilde: Wikipedia