I det fynske folks tjeneste

Kommune videregav cpr-numre

Borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune har ved en fejl fået udleveret deres cpr-numre på lønsedler til personer, der er ansat af kommunen.

Fejlen er sket i forbindelse med udbetalingen af løn til plejefamilier, barnepiger, støttepersoner, handicaphjælpere og -ledsagere i januar måned. På lønsedlerne står cpr-numrene fra de borgere, der modtager hjælp.

- Vi beklager selvfølgelig meget, at fejlen er sket, og har sørget for, at det ikke sker igen. Vi er gået over til at bruge vores nye lønsystem her i januar og har ikke været opmærksomme nok på risikoen for at uvedkommende CPR-numre kunne optræde på lønsedlerne, siger kommunaldirektør, Benny Balsgaard.

Normalt skal CPR-numrene ikke optræde på lønsedlen, men det er sket ved en fejl i kørslen af januar lønnen, oplyser kommunaldirektøren.

- Vi har fuldt Datatilsynets retningslinjer, de relevante involverede har fået personligt besked, og der er truffet de nødvendige forholdsregler, så fejlen ikke gentager sig, siger Benny Balsgaard.

Det er Danske Handicaporganisationer, der har gjort kommunen opmærksom på fejlen.

Ved du noget? Så send os et tip