Kongerne ankommet til Zoo

En lang rejse i kølekasser endte fredag middag med at 26 pingviner blev lukket ud i pingvinanlægget i Odense Zoo. De 10 kongepingviner, 10 æselpingviner og seks springpingviner kommer direkte fra Seaworld i Florida i USA.

-

 


Pingvinerne blev lukket direkte ud i pingvinanlægget

En lang rejse i kølekasser endte fredag middag med at 26 pingviner blev lukket ud i pingvinanlægget i Odense Zoo. De 10 kongepingviner, 10 æselpingviner og seks springpingviner kommer direkte fra Seaworld i Florida i USA.

- Vi har i næsten fem år år ønsket at få vores egne kongepingviner. Hidtil har vi kun lånt pingviner af Wien Zoo, så det er godt at vi nu har fået vores egne, siger zoolog Nina Collatz Christensen.

Odense Zoo har været nød til at rejse helt til USA for at skaffe de nye kongepingviner, da der ikke bliver født nok kongepingviner i europæiske zoologiske haver. Pingvinerne har kostet omkring 6.000 dollars pr. styk og alt i alt løber udgifterne til de nye dyr op i en million kroner.

Medarbejdere fra Odense Zoo har ledsaget de 26 fugle under hele turen.

- De er stressede. De har været pakket ned i 24 timer og har mellemlandet et hav af gange i USA, siger zoolog Bjarne Klausen, der har været med på hele turen.

Dyrpasserne har hele ugen arbejdet på at gøre rent i pingvin-anlægget, så de nye gæster kunne rykke direkte ind. Og fredag ved middagstid kunne pingvinerne så forlade deres kølekasser og gå ud i deres nye hjem.

På mandag er der rig mulighed for publikum til at betragte havens nye dyr, da Odense Zoo i anledning af sit 75 års jubilæum giver gratis adgang til alle besøgende.

Se også TV 2/FYNs udsendelser om Odense Zoo gennem 75 år

Oversigt

    Oversigt