I det fynske folks tjeneste

Konservative storleverandør til Ny Alliance

Ny Alliance henter i hel overvejende grad sine Folketingskandidater fra Det Konservative Folkeparti. Fire af partiets kandidater er tidligere medlemmer af Det Konservative Folkeparti.

Sidste gang Casper Jusslin Andersen hang i lygtepælene var han konservativ

Mange folketingskandidater er troløse over for partierne. En rundspørge som TV 2/FYN har foretaget viser at næsten hver tredje kandidat på Fyn har været medlem af et andet parti. 60 af de 68 kandidater på Fyn har svaret på spørgsmålet, og 28 procenet angiver, at de tidligere har været medlem af et andet parti.

Fra C til Y

Især Det Konservative Folkeparti er storleverandør af medlemmer til andre partier. Ud af de 17 kandidater, der angiver at de har været medlem af et andet parti end deres nuværrende, har de fem tidligere været medlem af Det Konservative Folkeparti.

En væsentlig forklaring på de mange partiskift er det nye parti Ny Alliance. Ud af Ny Alliances otte kandiater på Fyn har de to en fortid i Det Radikale Venstre, fire har været medlem af Det Konservative Folkeparti, mens to af kandidaterne ikke ønsker at svare på spørgsmålet.

Utilfredshed med samarbejdet med DF

- Vi mister ikke generelt medlemmer på Fyn, så der er ikke tale om faneflugt fra partiet. Men der er jo nogle der er utilfredse med det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti og vores skatteforlig, og det er jo nok forklaringen på at mange er gået over til Ny Alliance, lyder det fra Det Konservative Folkepartis storkredsformand på Fyn, Hans Peter Hauge.

Kun en af Ny Alliancens folketingskandidater har tidligere været folketingskandidat. Det er Casper Jusslin Andersen, som ved valget i 2005 var folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.