I det fynske folks tjeneste

Køreledninger er dødfarlige

00:44

1 af 3

Sent lørdag aften fik en 18-årig mand stød gennem sig, da han kravlede op på et tog og blev ramt af en køreledning. Det er ikke første gang, at den slags tragiske ulykker sker.

Det er endnu uvist, hvad der fik en 18-årig mand til at kravle op på et tog på Nyborg Station lørdag aften. Men han fik stød, da han blev ramt af en køreledning.

Den 18-årige er nu på Rigshospitalet, hvor hans tilstand stadig er kritisk, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi.

Der har været flere episoder med unge, der af forskellige årsager er kravlet op på tog og fået stød, fordi de har ramt køreledninger med 25.000 volt i.

- Det er ikke legesager, og det er tragisk, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi.

Ifølge Thomas Gram Rasmussen, der er sektionschef for Jernbanesikkerhed i Banedanmark, er køreledningerne livsfarlige.

- Det er virkelig forbundet med ekstrem livsfare. Mig bekendt kan man godt overleve, men man kan også dø af det. Ingen tvivl om det.

Banedanmark kan ikke i dag levere tal for, hvor mange ulykker der har været, men Thomas Gram Rasmussen bekræfter, at der har været flere tilfælde gennem de seneste 5-10 år.

- Det er tragisk. At der er nogen, der kravler op på perronen, det er jo svært at forhindre. Vi kan advare mod det, og jeg ved også, at der er advarsler på alle vogne, lyder det fra Thomas Gram Rasmussen.

Han fortæller også, at det tit er helt unge mennesker, der i kådhed eller fuldskab skal vise sig foran vennerne.

- Det skal virkelig tages med respekt, når man er på perronerne. Det er ikke et sted, man skal rende og boltre sig.

I september 2009 blev en 21-årig mand livsfarligt forbrændt, da han kravlede op på en godsvogn og greb fat i køreledningen. Og i 2006 var det kådhed og beruselse, der fik en 21-årig fynbo til at kravle op på et tog ved Fredericia, hvor han blev alvorligt forbrændt.

I 2009 blev en ung grafittimaler dræbt i København, da han blev ramt af en køreledning. Hans lig var så forkullet, at man ikke i første omgang kunne identificere liget.

Læs mere om køreledninger

Ved du noget? Så send os et tip