Kritiker vil lænke sig til Ærøsund

Om under 48 timer skal den gamle Ærøsund-færge sænkes. Men kritikken omkring færgen er langt fra overstået endnu. Ballen Havn frygter for nedslidning - og en kritiker vil lænke sig til færgen, når den skal sænkes.

Ideen med sænkningen af den 55 meter lange Ærø-færge er at skabe et kunstigt rev med nyt dyreliv på havets bund.

Men en nedsænkning af Ærøsund betyder også flere turister i form af dykkere. Og de mange ekstra personer, der vil strømme til, kan blive en økonomisk udfordring for den lille privat-ejede havn i Ballen.

- Det vil jo slide ganske gevaldig på hele området og udstyret her. Og så er der vandforbruget. Hvis dykkerne kommer, så skal de have vasket tøj, dykkerudstyr og tøj inden de kører igen, siger havnefoged Robert Havelinn.

Havneforeningen med 121 medlemmer skal selv betale regningen for det ekstra slid turismen omkring Ærøsund giver. Og ifølge prognoser vil der komme mellem 1500 og 3000 dykkerturister til Ballen Havn.

Den regning vil de ikke betale i Ballen Havn.

Men det er ikke kun havneforeningen, der er skuffede over Svendborg Kommunes håndtering af nedsænkningen af den gamle færge.

En Facebookgruppe med 318 medlemmer raser stadig over, at den gamle færge fremover skal være på sundets bund.

Gruppen har allerede lavet en dødsannonce i Ærø Ugeavis, men der er flere der er villige til at gå skridtet videre.

- På søndag skal jeg lænkes fast til Ærøsund, der skal sænkes, fordi jeg mener det er en stor trussel mod miljøet, hvis man først begynder at dumpe affald på havets bund, fortæller Michael Lage Rasmussen fra Ærøskøbing.

Oversigt

    Oversigt