I det fynske folks tjeneste

Politibetjent fra Ærø frikendt for bedrageri

01:18

I byretten i Odense er 57-årig betjent fra Ærø blevet frikendt for bedrageri og stillingsmisbrug. Han er til gengæld blevet dømt for tjenesteforsømmelse.

Den 57-årige politimand fra Ærø, der var tiltalt for at have snydt sig til omkring 4000 kroner i kørepenge, er blevet frikendt ved Retten i Odense. 

Læs også Retssag mod politimand: Risikerer fængsel

Landbetjenten var tiltalt for 18 gange at have fået kørselspenge fra Fyns Politi for at have kørt i sin egen bil.

Ifølge anklageskriftet havde han kørt i en af politiets patruljevogne, og derfor ville anklageren have, at betjenten skulle idømmes 14 dages fængsel. 

I retten forklarede betjenten dog, at han havde sjusket og skrevet forkert i kørebogen, og det troede domsmandsretten på, og derfor blev han frikendt for bedrageri og stillingsmisbrug. 

Ifølge betjentens advokat er han tilfreds med rettens afgørelse. 

- Jeg er særdeles tilfreds med rettens resultat, fordi det var det, som jeg havde bedt retten om at nå frem til. Det var den afgørelse, jeg fandt ville være den rimeligste, siger forsvarer Torben Koch til TV 2/FYN. 

Anke afgørelse til Vestre Landsret

Betjenten blev til gengæld dømt for tjenesteforsømmelse. Han skal derfor betale 10 dagbøder á 500 kroner. Ærø-betjenten har været suspenderet, men der går noget tid, inden han kan vende tilbage til sit arbejde på den sydfynske ø.

- Han er suspenderet. Det betyder, at vi er nødsaget til at vente 14 dage, indtil vi finder ud af, hvorvidt statsadvokaten vil anke afgørelsen til Vestre Landsret, forklarer Torben Koch. 

Hvis afgørelsen ikke bliver anket, kan landbetjenten vende tilbage til sit arbejde om to uger. Hvis afgørelsen bliver anket, vil Ærø-betjenten fortsat være suspenderet, indtil sagen er afgjort i landsretten.  Anklager Christina Schou vil læse dommen, før hun vil fortælle, om anklagemyndigheden har tænkt sig at anke dommen. 

- Det kan jeg ikke udtale mig om nu, men det vil vi jo altid kigge på, når vi får dommen, især når vi får den på skrift, og vi får mulighed for at læse de nærmere præmisser, så vil vi tage stilling til det, siger anklager Christina Schou. 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.