I det fynske folks tjeneste

Landets længst siddende borgmester

Når Ove E. Dalsgaard stopper efter 31 år som borgmester i Ballerup om en måned, bliver titlen som landets længst siddende borgmester overtaget af Steen Dahlstrøm fra Middelfart.

Ove E. Dalsgaard fra Ballerup har været borgmester i 31 år, men har netop meddelt, at han stopper om en måned. Dermed bliver Steen Dahlstrøm fra Middelfart landets længst siddende borgmester.

- Det lyder jo godt, og det er jeg da stolt over, siger Steen Dahlstrøm.

Steen Dahlstrøm har været borgmester i Middelfart siden 1986 og har dermed haft borgmesterkæden i 26 år.

- Når man skal holde i så mange år, så gælder det om hele tiden at være ambitiøs på sin kommunes vegne. Man skal ikke stille sig tilfreds og hele tiden have lyst til at skabe nye resultater. Man skal være tændt ellers skal man stoppe, siger Dahlstrøm.

Dahlstrøm må dog dele titlen med Erik Fabrin fra Rudersdal Kommune. Han blev i 1986 borgmester i Søllerød nord for København og fortsatte i hvervet for sammenlægningskommunen Rudersdal.

Klar til ny periode

Steen Dahlstrøm, der er 61 år, har endnu ikke besluttet om at han stiller op som borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2013 og tager fire år mere, hvis han bliver genvalgt, men han vil bestemt ikke afvise det.

- Nej, det vil jeg ikke. Jeg er jo ung endnu og stadig opsat på at gøre en indsats for vores kommune. Men nu må vi se, vi afgør det først til efteråret, siger landets længst siddende borgmester.

Erik Fabrin fra Rudersdal er i øvrigt født på Fyn, men har boet i hovedstadsområdet det meste af sit liv.

Ved du noget? Så send os et tip