I det fynske folks tjeneste

Lang jul spreder trafikken mere ud i år

Mange starter juleferien fredag, så den tætte juletrafik bliver i år mere spredt. Der er dog risiko for kø.

Fordi juleaften i år falder på en mandag, forventer DSB og Vejdirektoratet mindre trængsel i højtidstrafikken. Foto: Mads Claus Rasmussen og Kristoffer Juel Poulsen / Ritzau Scanpix

Med juleaften på en mandag bliver trængslen i højtidstrafikken efter alt at dømme lidt mindre kaotisk i år end normalt.

De fleste går nemlig på juleferie fredag, og derfor forventer blandt andre DSB, at juletrafikken spreder sig ud over flere dage.

- Helt overordnet forventer vi faktisk, at det kommer til at foregå stille og roligt. I modsætning til tidligere år, hvor der typisk er én til to rejsedage før jul, er der i år tre, siger informationschef i DSB Tony Bispeskov.

 

Læs også Undgå at køre over Storebæltsbroen på disse tidspunkter

 

Trods spredningen viser billetreservationerne indtil videre, at 22. december bliver den travleste dag på skinnerne.

Omtrent samme forventning til travlhed har Brit Osted Nielsen for vejtrafikken. Hun er vagthavende hos Vejdirektoratet.

Men modsat DSB forventer man her de største udfordringer med trafikken den 21. og 23. december. Der vil dog formentlig ikke være tale om mere end lidt tæt trafik og mindre kødannelser.

- Vi forventer ikke de store problemer op til juleaften. Der vil være lidt tæt trafik fredag, og så bliver der lidt lillejuleaften, siger Brit Osted Nielsen.

Både Vejdirektoratet og DSB forventer, at der vil være flest rejsende fra Sjælland mod Fyn og Jylland, og de anbefaler, at man løbende orienterer sig på apps såsom Trafikinfo og Rejseplanen.

I Københavns Lufthavn behøver man ikke gætte sig frem til, hvornår juletrafikken bliver mest intens.

Her er langt størstedelen af flybilletterne bestilt, og det viser, at fredag bliver den travleste dag inden jul med knap 88.000 rejsende.

 

Læs også Arriva skal stå for togtrafikken på Svendborgbanen

 

Men der kommer til at være god plads i lufthavnen, fordi antallet af flypassagerer i julen generelt er mindre sammenlignet med årets øvrige uger. Det fortæller pressechef i Københavns Lufthavn Kasper Hyllested.

- Julen er ikke en af de årstider, hvor særligt mange danskere tager ud at rejse, så der er god plads i terminalerne, siger han.

Når julen engang er ovre, og turen går hjem fra indenlandsk og udenlandsk ferieeksil, forventes 26. december at blive den mest travle dag for både bilister og rejsende med fly og tog.