Langsom post irriterer danskerne

Flere danskere oplever, at posten ikke når frem til tiden. Post Danmark erkender, at kvaliteten er dykket siden nytår, og at det skader postens image.   

Flere privatkunder oplever lige nu, at deres post er forsinket, og nogle af dem må finde alternative løsninger for at sikre, posten når frem.

En af dem, der er godt trætte af Post Danmark, er Knud Theil fra Nyborg. Han siger til Ritzau:

- Det er åbenbart ikke nok at sætte et frimærke på længere, siger Theil, der er byrådsmedlem i Nyborg og har mere end almindeligt svært ved at få dagsordener til politiske møder i rette tid. Sidst fik han først en dagsorden med posten få timer før, et møde skulle begynde mandag til trods for, at kommunen havde afsendt det allerede onsdag i ugen før.
 
- Den offentlige etat skal ikke længere være service, nu er det kun forretning. Kan det virkelig være rigtigt, siger Knud Theil, der nu i stedet får leveret sin post fra kommunen med bud, hvis han ikke selv tager på rådhuset og henter den.

Post Danmark erkender også selv, at servicen er blevet ringere siden nytår, men lover, det bliver bedre.

- Fakta er, at vores kvalitet i øjeblikket ikke lever op til vores mål. Vi vil have brevene ud til tiden, og vi kan godt se, at vi ikke er gode nok. Vi er i gang med meget store omlægninger og mangler lørdagsomdelere. De udfordringer er vi ved at løse, men der er ikke nogen snuptagsløsninger, siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark til Ritzau.

Han mener, Post Danmark vil have forbedret servicen i løbet af efteråret. Målet er, at højst fem ud af 100 breve er forsinkede. Lige nu dumper syv ud af 100 breve for sent ind ad postkassen.

Oversigt

    Oversigt