I det fynske folks tjeneste

Lindø får idekontor

Der er rigtig mange ideer til, hvad Lindø's grund skal bruges til. Og for at ideerne ikke forsvinder ud i den blå luft bliver der nu oprettet et helt særligt kontor på Lindø, der skal koordinere initiativerne.

Lindøværftet får sit helt eget sekretariat bemandet med folk fra kommunerne, regionen og staten.

Ideerne afprøves

De seneste uger har politikere, forskere og erhvervsfolk stået i kø for at komme med ideer til, hvad Lindøværftets grund skal bruges til, når værftet lukker i 2012. Region Syddanmark, Kerteminde og Odense Kommune er derfor nu gået sammen om at stable et specielt sekretariat på benene på Lindø.

- Vi skal sikre, at alle de gode og kreative bud, der er kommet frem den seneste tid, bliver opsamlet og afprøvet. På den måde kan vi sikre, at vi både får ressourcer til at tage hånd om de afskedigede medarbejder, og til fremtidig erhvervsudvikling i Lindøområdet, siger regionsrådsformand, Carl Holst (V).

Allerede nu er der planer om at få del i regeringens Vækstpakke på fem mia. kr. og så skal der oprettes et nyt nationalt center for vedvarende energi. Endelig skal der arbejdes på at tiltrække udenlandske firmaer gennem Invest in Denmark.