Løkke: Oppositionen har meldt sig ud

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hyldede Grundloven og revsede opositionen i sin grundlovstale.

Grundlovsdag er primært en festdag, men der skal være plads til en politisk kommentar, mener statsministeren.

I sin grundlovstale på godset Østergaard ved Munkebo havde Lars Løkke plads til at fortælle om regeringens ansvarlighed overfor Socialdemokraterne og SFs mangel på samme.

- Den grundlov vi fejrer i dag, det folkestyre vi fejrer i dag, det fejrer vi jo også fordi det skal bruges til noget. Danmark er kontant udfordret af, at vi de næste 10 år, for hver gang der går fem på pension kun har fire, der træder ind på arbejdsmarkedet. Det er vi nødt til at forholde os til. Det har regeringen gjort. Derfor har vi lavet store aftaler. Socialdemokratiet og SF holder sig udenfor, og det skal da nævnes på en grundlovsdag.

Statsministeren afviser, at det er valgkampsretorik, når oppositionen udstilles som dem, der har meldt sig ud af arbejdet med at sikre velfærdssamfundet.

- Det handler ikke om valgkampagne, det handler om politik, siger han.

Oversigt

    Oversigt