I det fynske folks tjeneste

Lovlig graffiti fortsætter i Svendborg

Et forsøg med at tillade graffiti på udvalgte steder i Svendborg får lov til at fortsætte. Dog skal et af stederne flyttes.

Graffiti lovlig på udvalgte steder i Svendborg

Siden maj har det som forsøg været tilladt for unge graffiti-malere at udøve deres kunst i tre tunneller og nogle mure ved havnen i Svendborg.

Initiativtagerne, Svendborg Ungdomsråd, diverse myndigheder og flertallet i kommunens teknik- og miljøudvalg er så tilfredse med forsøget, at det bliver gjort permanent.

Stedet på havnen bliver dog lukket og indenfor et par uger skal der findes et andet sted.

Årsagen til det er, at murene, hvor graffitien har været lovlig ligger tæt på en gammel vejerbod, som er fredet. Den er utilsigtet blevet tilholdssted for de unge, hvilket den ikke kan holde til.

Samtidig har det været svært at holde graffitien indenfor det tilladte område.

Ungdomsrådet kom med ideen for at give unge nogle steder at dyrke streetkultur på lovlig vis.

Oplevelsen er, at stederne ikke blot har tiltrukket unge svendborgensere, men unge fra hele landet.

Hertil kommer, at politiets statistik viser, at antallet af ulovlige graffiti-malerier andre steder i byen er faldet fra 26 i første kvartal, før forsøget startede, til 15 sager i tredie kvartal 2009.

Eneste modstander i teknik- og miljøudvalget er socialdemokraten Flemming Madsen.

Derimod kan det vise sig, at andre byer efterligner Svendborg.

Socialdemokratiets Thomas Funding mener bla. at Odense bør indføre samme ordning.

Det kriminalpræventive råd om graffiti