To mænd bag røveri i Vissenbjerg

Der står formentlig to mænd bag røveriet mod en pengetransport i Vissenbjerg lørdag eftermiddag.

Efter et døgns efterforskning har Fyns Politi stadig få spor i sagen om røveriet, der skete udenfor Fakta i Vissenbjerg lørdag eftermiddag.

Men efter alt at dømme var der to røvere, som politiet dog kun har et svagt signalement på. De var muligvis udlændinge, fortæller efterforskningsleder Carsten Arentoft, Fyns Politi.

Politiet ved også, at de fik penge med sig, men ikke hvor meget.

De overfaldt chaufføren på pengetransporten på vejen ind i Fakta, og måske er det derffor, personalet i Fakta ikke har bemærket noget.

Pengetransporten har ingen særlige kendetegn, hvorfor mange formentlig overser den.

Brækket næse

De formentlig to røvere overfaldt chaufføren på pengetransporten  14.30-tiden, lørdag, lige efter han havde parkeret foran Fakta.

De slog ham bevidstløs og efterlod ham og bilen på motorvejsafkørsel 54, Vissenbjerg Vest.

Her blev chaufføren fundet omkring klokken 15, bagbundet, med tape for munden og en hue trukket ned over ansigtet.

Han sad ved siden af bilen, da han blev fundet og befriet af forbipasserende bilister.

Han havde brækket næsen og har været til behandling på OUH.

Efterlyser hjælp

Politiet hører gerne fra vidner, der måtte have set noget ved Fakta i Vissenbjerg omkring klokken 14.30 og ved motorvejsafkørsel 54, retning Jylland.

Fyns Politi kan kontaktes på 114.

Oversigt

    Oversigt