Mands død på Fyn efterforskes som drab

En kvinde og tre mænd er anholdt efter et mistænkeligt dødsfald efter en fest nær Otterup på Nordfyn.

En mands død i Uggerslev på Nordfyn søndag efterforskes af politiet som en drabssag.

Tre mænd og en kvinde er anholdt og skal afhøres af Fyns Politis efterforskere, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Justesen.

- Fem mennesker var i aftes og i nat forsamlet til fest på adressen. På et tidspunkt var der nogle uoverensstemmelser, og derefter opstod der et slagsmål, fortæller Henrik Justesen.

- Her til morgen blev en af gæsterne så fundet livløs, siger han.

Den døde er en 42-årig mand. Dødsårsagen er ikke fastslået søndag eftermiddag, og svaret kommer formentlig i forbindelse med en obduktion.

Afhøringerne af de anholdte ventes at vare i nogle timer.

Festen foregik på en adresse i Uggerslev nær Otterup.

Oversigt

    Oversigt