I det fynske folks tjeneste

Mere salt på veje i Odense

Odense Kommune skifter gruset ud med salt på de mindre veje i Kommunen.

Mere salt på vejene i Odense til vinter.

Hidtil er det kun hovedveje, der har fået salt. Mindre veje har fået grus. Men nu er teknologien blevet bedre, så man ikke behøver at bruge så meget salt, når temperaturen sniger sig under nul.

- Det er både mere effektivt, billigere og lige så miljøvenligt at bruge salt, siger driftskonsulent Leif Mikkelsen.

Det er indfaldsvejene, de såkaldte B-veje, der nu får et drys salt, i stedet for et lag grus.

Politikerne skal tage stilling til forslaget på et møde i by- og kulturudvalget i dag.

Naturfolk imod salt

På forhånd advarer Danmarks Naturfredningsforening imod idéen, fordi salt er mere skadeligt for naturen end grus.

- Jeg syntes umiddelbart lyder lidt betænkeligt. Man bør være tilbageholdende med at salte vejene, fordi det ødelægger beplantning og træer langs vejene og i det hele taget skader miljøet, siger næstformand i Odense-afdelingen, Mogens Agergaard til Fyens.dk.

- På landeveje er der behov for saltning af trafiksikkerhedsmæssige årsager, men på de mindre veje bør man tænke sig godt om af hensyn til miljøet, siger han.

Argumentationen fra Odense Kommune er, at salt er både mere effektivt til at bekæmpe glat føre og samtidig billigere end grus, som det koster penge at bortskaffe igen, når vinteren er ovre.