Milliontyve tilstod og blev dømt

To anholdte mænd valgte pludselig at tilstå tyveri fra banker til en værdi af 6,5 millioner kroner. De blev idømt fire et halvt og godt to års fængsel.

Efter at have siddet varetægtsfængslet i en uges tid valgte to århusianske mænd på 29 og 41 år pludselig at tilstå de milliontyverier fra banker, som de var mistænkt for.

Den ene fik i dag fire et halvt år og den anden to år og tre måneders fængsel i tilståelsessagen ved retten i Herning.

Det første af de tre tyverier fandt sted 17. december, da de i ly af natten borede en låsecylinder ud på hoveddøren til Fionia Bank i Odense. Derfor kunne de næste morgen overraske personalet ved at rive døren op og løbe ind og tage pengeposer med i alt 930.000 kroner.

Det næste tyveri gik ud over Nordea i Herning, der blev lænset for 2,4 millioner kroner ved en lignende aktion, mens rekordbeløbet på 3,2 millioner blev stjålet fra Sparekassen Kronjylland i Randers i maj, da personalet var til møde.

Ved dette tyveri havde personalet efterladt døren til bankens boks åben, da gerningsmændene brød ind.

Begge de dømte har tilstået tyverierne fra Herning og Odense, mens kun den ene tilstod tyveriet fra Randers.

Pengene fra de tre tyverier mangler fortsat.

Oversigt

    Oversigt