MØ er blevet mangemillionær: Tredobler overskud

Succes på hitlisterne er med til, at den fynske popstjerne scorer kassen i nyt regnskab.

Den fynske popstjerne MØ, der går under det borgerlige navn Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, nyder succes med sine sange verden over, og det kan mærkes på pengepungen.

Ifølge Ekstra Bladet er hendes selskab kommet med et regnskab, der gør MØ til mangemillionær. 

I løbet af det seneste år har MØ tredoblet overskuddet. I 2015 lød overskuddet på 1,3 millioner kroner, mens det seneste regnskab viser et overskud på 3,9 millioner kroner.

- Overskuddet er tilfredsstillende, siger MØ til avisen.

Ti gange så meget til sig selv

Fynboen har trukket en halv million kroner ud af firmaet til sig selv. Det er ti gange så meget som i forhold til 2015, hvor hun nøjedes med 50.600 kroner.

MØ spiller igen i år på Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense, hvor hun er blandt hovednavnene.

MØ udgav sit debutalbum ”No Mythologies to Follow” i 2014, men det er især på andre kunstneres numre, at den fynske popstjerne har oplevet succes – ikke mindst Major Lazer-numrene ”Lean On” og ”Cold Water”. ”Lean On” har rundet to milliarder visninger på Youtube. 

Oversigt

    Oversigt