I det fynske folks tjeneste

Nicki Pedersen næppe klar

Nicki Pedersen tvivlsom til næste løb for Danmarks hold-VM

Speedwaykøreren Nicki Pedersen er tvivlsom til torsdagens race off, hvor Danmark skal forsøge at kvalificere sig til finalen i hold-VM. Brandsår plager ham.

Fire store brandsår på bagsiden af venstre ben risikerer at forhindre Nicki Pedersen i at deltage i torsdagens race off, hvor det danske speedwaylandshold skal forsøge at kvalificere sig til finalen i hold-VM.

- Det ser ikke godt ud, men som speedwaykører tror man jo altid, at man kommer tilbage, siger Nicki Pedersen til Ekstra Bladet.

Den danske individuelle verdensmester ved endnu ikke, om han skal opereres efter styrtet i lørdagens VM-semifinale i Vojens for det danske landshold. Her kolliderede Nicki Pedersen med en russisk kører og pådrog sig så slemme brandsår, at lægerne på Aabenraa Sygehus fortsat frygter, at han har pådraget sig tredjegradsforbrændinger.

- Lægerne er mest bekymrede for det midterste, der sidder ved knæhasen. Såret dér er helt sort og hårdt som læder. Det har sgu gjort ondt, siger Nicki Pedersen.

Ved du noget? Så send os et tip