Borgmester vil være klimaneutral - men ikke følge eksperters anbefalinger

En zone i Odense, der forbyder benzin- og dieselbiler, skal være med til at gøre Odense klimaneutral i 2030. Det er nødvendigt at indføre, siger ekspert. Men borgmesteren vil ikke følge rådet.

Når det nye byråd i Odense er dannet efter valget, venter en valgperiode, hvor der skal træffes store politiske beslutninger.

Beslutninger, der påvirker mange odenseaneres liv og hverdag på den ene eller anden måde. 

Politikerne i Odense har allerede besluttet, at Odense skal være klimaneutral i 2030, og at en række initiativer skal sættes i gang for at nå det mål. 

quote Jeg kan ikke se, hvordan man skal komme mod klimaneutralitet i 2030, hvis ikke man kigger mod nulemissionszoner

Sebastian Mernild, professor og prorektor, SDU

Ét af forslagene fra en række klimaeksperter er at indføre såkaldte nulemissionszoner - altså områder i Odense, hvor blandt andet benzin- og dieselbiler, der udleder CO2, ikke må køre.

Men det er Odenses borgmester ikke klar til at indføre.

- Jeg vil godt sende det meget tydelige signal, at det er noget, vi fra Socialdemokratiets side vil strække os rigtig langt for at skulle undgå. Derfor er vi også optaget af at få investeret i den kollektive trafik - få den udbygget, så der er reelle alternativer til bilen, siger Peter Rahbæk Juel (S). 

Det bliver dog så godt som umuligt at nå i mål, hvis ikke der også indføres en nulemissionszone. Sådan lyder det fra Sebastian Mernild, der er formand, for den Klima Taskforce, sim tidligere på året præsenterede redskaberne, der skal sikre, at Odense bliver Klimaneutral i 2030.

- Hvis vi skal nå klimaneutralitet for Odense Kommune senest i 2030, så skal man følge alle de ti anbefalinger, som vi lagde frem i juni. Det er omkring fangst af CO2, etablering af solpaneler, det er omkring mobilitet og så videre. Men man bliver nødt til at gribe fat i alle ti anbefalinger her fra start, siger Sebastian Mernild.

Klima-taskforcens ti anbefalinger

Hvis nulemissionszonen eksempelvis etableres inden for Ring 2-vejene i Odense, vil 30.507 biler skulle skiftes ud. Det viser tal fra By- og kulturforvaltningen i Odense. 

Flere borgerlige partier herunder Venstre, Liberal Alliance og Nye Borgerlige har allerede meldt klart ud, at de ikke vil lægge stemmer til en zone i Odense, der forbyder benzin- og dieselbiler, fordi det vil give en social slagside og hæmme den økonomiske vækst.

På den anden politiske side står blandt andet Enhedslisten, Radikale Venstre og SF, der også har meldt klart ud. Men de vil have en nulemissionszone indført, for den er nødvendig for at nå målet om at være klimaneutral i 2030.

Borgmester: Der er ikke noget bud på nulemmissionszone

Og nu melder Socialdemokratiet så også ud. De er ikke klar til at indføre en zone i Odense, der forbyder biler, som kører på fossile brændstoffer. 

Klima-taskforcen er nogle af landets førende klimaeksperter. De siger jo, at alle ti anbefalinger skal tages i brug, hvis man skal nå målet. Hvordan kan du se, man kan komme uden om at gøre brug af en nulemissionszone?

- Det bliver vanskeligt at gøre, men jeg synes også det er vigtigt lige at slå koldt vand i blodet. For det første: Der er ikke nogen, der ved, hvordan en nulemissionszone skal se ud i Odense - hvordan skal den virke? Så dem der farer op og siger ja, ved ikke, hvordan den skal implementeres. Jeg vil gerne kunne give odenseanerne klare svar, når vi implementerer en grøn mobilitetsplan. Vi har heller ikke et kollektivt transportsystem i dag, som kan løfte en omstilling fra biltrafikken. 

Det er vel ikke bare at fare frem og kalde det en "hovsa-løsning", når landets førende klimaeksperter har foreslået det?

- Hvis man siger ja til at lave det i morgen, så mener jeg ikke, det er gennemtænkt. For der er ikke noget bud på, hvordan en nulemissionszone kan se ud i Odense. Det har Klima-taskforcen ikke lavet. De har givet det som en retning og et værktøj, vi kan vælge og bruge, og så har de estimeret, hvad det kan give af reduktion i CO2-udledningen.

Alle de her forslag, som du er inde på med flere folk, der skal cykle og bruge offentlig transport, det er jo noget af det, som taskforcen allerede har foreslået. Du kan vel ikke bare gøre mere af det, som de allerede har taget med i deres beregninger? 

- Nej, men der er jo mange knapper, du kan skrue på. Sandheden er, at vi ikke har en grøn mobilitetsplan endnu. Vi har givet hinanden håndslag på, at den skal laves, så vi får et gennemtænkt grundlag, og ikke noget, der popper op som "hovsa-løsninger" i en valgkamp. Vi får en på plan, så vi senest i 2023 kan sige til odenseanerne: sådan bliver jeres hverdag påvirket. Det er de omstillinger I (odenseanerne, red.) skal igennem frem til 2023. Så har byen, borgerne og erhvervslivet tid til at kunne omstille sig og indstille sig på den virkelighed, der skal være i Odense. 

Transport og klima

Det er en svær beslutning. Du har endda et valgslogan, der hedder "Politik handler om at turde - særligt når det er svært". Men må man ikke bare indse, at man er nødt til at træffe sådan nogle beslutninger, for at komme i mål med jeres klimaplan?

- Vi kommer til at træffe rigtig mange svære beslutninger for at komme i mål med klimaplanen. Bare det at have den ambition om, at vi skal være klimaneutral i 2030, er en ret hård ambition. Jeg oplever faktisk, at der er opbakning til det i byen. Men vi kan blive nødt til at lave nogle gennemtænkte planer for, hvordan vi vil lave omstillingen. Der skal vi ikke lade os forstyrre af, at der lige er et valg, og man gerne vil sætte alting på spidsen.

For Sebastian Mernild er der gået valgkamp i den, så han håber på, at politikerne efter valget igen vil kigge på forslaget. 

- Der er valgkamp her og nu, der bliver kørt for åben skærm. Lad os nu se, hvordan landskabet ligger efter november, og lad os så tage de lange briller på og fokusere på, det vi gerne vil. Det er jo netop af reducere Odense Kommunes drivhusgasudledning frem mod 2030. Der er de her nulemissionszoner en af de virkemidler, man skal kigge på. Jeg kan ikke se, hvordan man skal komme mod klimaneutralitet i 2030, hvis ikke man kigger mod nulemissionszoner. Hvis man gerne vil klimaneutralitet i 2030, så bør man kigge på alle ti anbefalinger - inklusive etableringen af de her nulemissionszoner, forklarer Sebastian Mernild. 

Oversigt

    Oversigt