I det fynske folks tjeneste

Ny naturkanon: Her er Fyns skønneste natur

En jury har på baggrund af 1670 borgerforslag valgt de 15 skønneste pletter på danmarkskortet i ny naturkanon. Ét sted på Fyn er blandt landets 15 skønneste naturperler.

00:21

Svanninge Bakker og Bjerge er blandt de 15 skønneste naturperler i landet. Video: Ole Holbech

1 af 3

Danmark har fået en ny naturkanon, der rummer 15 af de skønneste pletter på danmarkskortet. Lige fra Råbjerg Mile i nord over Gudenåens og Skjernåens kilder i Midtjylland til Møns Klint. Den bynære natur på Vestamager nær hovedstaden er også kommet med. Fyn er repræsenteret i naturkanonen med Svanninge Bakker og Bjerge. 

En jury bestående af otte fagfolk og naturformidlere har på baggrund af 1670 forslag fra borgerne udpeget de unikke naturområder.

- Det er nogle vidunderlige steder, og jeg kan kun anbefale at opleve dem, siger miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

For alle danskere

Han præsenterer den nye naturkanon tirsdag formiddag ved Jernhatten på Djurslands østkyst. Jernhatten er en fredet bakke og et udsigtspunkt med udsigt ud over Kattegat, og stedet er også med på kortet over unikke naturoplevelser.

 

- Danmarks Naturkanon skal være for alle danskere. Så uanset hvor vi er i landet, skal vi for eksempel på en familietur nemt kunne besøge et sted i naturkanonen. Der er mere forunderlig natur i Danmark, end man tror.

- Jeg håber, at den nye naturkanon kan inspirere alle borgere, så vi får endnu mere glæde af naturen, siger Jakob Ellemann-Jensen.

En billig omgang?

Spørgsmål: Men er det ikke en gratis omgang at plotte 15 steder ind på danmarkskortet og kalde det en kanon?

- Du kan godt kalde det en gratis omgang, og nogen siger også: "Naturen, det billige skidt".

- Men det er nogle naturperler, og de er altså ikke gratis at have. Men at nyde dem kan være en billig oplevelse, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Der er afsat cirka fire millioner kroner til arbejdet med at udarbejde den nye naturkanon og efterfølgende markedsføring via hjemmesiden naturkanon.dk.

Ministeren kan endnu ikke prale af at have besøgt alle 15 steder i naturkanonen - Mandø ved Vadehavet og Suserup Skov på Sjælland mangler endnu på todo listen.

Læs også Verdensmestre løber i Svanninge Bjerge

Formanden for juryen, journalist og forfatter Susanne Sayers, kalder det et "privilegium" at have været med i arbejdet.

- Det har været en stor og glædelig overraskelse at se de tusindvis af kommentarer fra danskerne om, hvor meget naturen betyder for dem. Vi har noget unikt, og det skal vi værdsætte og passe godt på, siger hun.

Kriterierne for at komme med i den nye naturkanon er, at den enkelte lokalitet skal have "en smuk natur og noget særligt, der er værd at besøge".

Desuden skal lokaliteten "have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelige værdi". Endelig skal der være offentlig adgang til stedet, ligesom det har været en ambition at få alle landsdele repræsenteret.

Fakta

 De 15 steder er i uprioriteret rækkefølge:

  • Skagen og Råbjerg Mile, Region Nordjylland
  • Fosdalen og Svinkløv, Region Nordjylland
  • Lille Vildmose, Region Nordjylland
  • Vind Hede og Stråsø Plantage, Region Midtjylland
  • Jernhatten og Mols Bjerge, Region Midtjylland
  • Gudenåens og Skjernåens kilder, Region Midtjylland
  • Trelde Næs og Trelde Skov, Region Syddanmark
  • Mandø og Vadehavet, Region Syddanmark
  • Svanninge Bakker og Bjerge, Region Syddanmark
  • Røsnæs, Region Sjælland
  • Suserup Skov, Region Sjælland
  • Mandemarke Bakker og Møns Klint, Region Sjælland
  • Vestamager og Øresund, Region Hovedstaden
  • Melby Overdrev og Tisvilde Hegn, Region Hovedstaden
  • Ertholmene ved Bornholm, Region Hovedstaden

En jury har på baggrund af 1670 forslag fra borgere udvalgt de 15 natursteder. Kriterierne er, at den enkelte lokalitet skal have "en smuk natur og noget særligt, der er værd at besøge".
Desuden skal lokaliteten "have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelige værdi". Endelig skal der skal være offentlig adgang til stedet, ligesom det har været en ambition at få alle landsdele repræsenteret.
 Juryen består af blandt andre Frank Erichsen, bedre kendt som "Bonderøven" fra DR TV, naturformidler Sebastian Klein, præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding. Formand for juryen er journalist og forfatter Susanne Sayers. Kilde: Miljø- og fødevareministeriet, Naturkanon.dk.