Ny razzia på fynske motorvej

Klokken 14 har Fyns Politi indledt anden del af en storstilet kontrol af bilisterne på den fynske motorvej.

Denne gang gælder den alle, som kører i østgående retning.

Ved formiddagens kontrol i vestgående retning blev i alt 972 køretøjer stoppet og undersøgt af Skat, Bilinspektionen og politiet.

En helikopter medvirker også. Den kan både give overblik over den trafikale situation, men også se, hvis nogen forsøger at smutte udenom kontrollen.

- Vi har i løbet af formiddagen set tilfælde, hvor bilisterne har forsøgt at køre af motorvejen tydeligvis for at slippe for kontrollen og eventuel ventetid. Til dem er der blot at sige, vi også holder et vågent øje med det alternative vejnet, siger politikommissær Hans Jørgen Larsen, der leder dagens aktion.

Fyns Politi vil først senere på dagen have et overblik over, hvor mange forseelser, der blev fundet under kontrollen.

Oversigt

    Oversigt