Beredskab Fyn forbereder sig virtuelt på skoleskyderier

Beredskabet bruger virtual reality til træning af deres mandskab. Det virtuelle univers møder stor tilfredshed, men kan ikke erstatte virkeligheden.

Virkeligheden var sat på pause, da den nordfynske brandmand Anders Helsner og en brandkadet gik ind på en skole, hvor der netop havde været et skoleskyderi.

Men der var hverken ægte blod eller elever inde på skolen. Det hele var en øvelse. Og foregik i et fiktivt univers - i en simulator skabt af virtual reality.

- Det er heldigvis ikke en hverdagssituation. Og slet ikke noget, jeg ønsker at komme ud i. Men vi bliver nødt til at træne det. Og her er det smart med det virtuelle, siger Anders Helsner.

Øvelsen fandt sted til Danske Beredskabers Årsmøde i Odense Kongrescenter, hvor virksomheden Virtual Reality Emergency Training (EVRT) demonstrerer deres udstyr.

Med høretelefoner, briller og to controllers i hånden kan årsmødets besøgende træde ind i øvelsen, der minder om et computerspil.

- Det var en virkelig fed oplevelse, hvor vi løb rundt i et kvarter. Vi grinte, råbte og svedte. Det var virkelig en intens oplevelse, siger brandmanden.

Brandmand Anders Helsner er begejstret for de muligheder, det virtuelle univers skaber.
Brandmand Anders Helsner er begejstret for de muligheder, det virtuelle univers skaber.
Foto: Morten Albek

Ikke et computerspil

Udstyret er ikke skabt for underholdningens skyld. De fiktive øvelser er et redskab, hvorigennem reddere i beredskabet kan træne store virkelighedsnære scenarier, de kan komme ud for i deres arbejde. Øvelser, der normalt er både dyre og sjælne.

- Det rykker altså noget at prøve de her store øvelser. Jeg siger ikke, at det er 100 procent det samme som virkeligheden, men det gør, at man bliver langt bedre klædt på til virkeligheden, end hvis man aldrig har prøvet noget lignende, siger Ricki Toft Kristiansen, der er direktør i EVRT.

Hos Beredskab Fyn bruger man allerede virtual reality til træning af de fynske brandfolk. Og det er med stor succes.

- Det er et rigtigt, rigtigt godt værktøj, fordi det giver grundlaget for en masse problemstillinger, siger Jesper Domar Rossen, beredskabsinspektør hos Beredskab Fyn.

VR kan ikke erstatte virkeligheden

Selvom det virtuelle univers åbner op for små som store øvelser, kan computeren ikke erstatte beredskabets øvelser i den virkelige verden.

- Der er nogle faktorer, der spiller ind sådan fysisk og psykisk, når man er ude på et rigtigt skadested, så man skal også ud og træne lidt. Det er nødvendigt, siger beredskabsinspektøren.

Jesper Domar Rossen håber på, at Beredskab Fyn kommer til at bruge den virtuelle simulator endnu mere, end de gør i dag, da han ser det som et godt supplement til de virkelige øvelser.  

Oversigt

    Oversigt