I det fynske folks tjeneste

To nye domme i Umbrella-sagen

To unge mænd fra Fyn blev tirsdag idømt bøder på henholdsvis 1000 kroner og 1500 kroner i forbindelse med den såkaldte Umbrella-sag.

Tirsdag faldt endnu to domme i den såkaldte Umbrella-sag.

Tirsdag formiddag blev to af de i alt 34 fynske sager om deling af børneporno afsluttet. To unge mænd er idømt bøder på henholdsvis 1000 kroner og 1500 kroner. Sagerne begge en del af den såkaldte Umbrella-sag, hvor over 1000 unge danskere er sigtet for via Facebook at have delt krænkende videoer, der kategoriseres som børneporno.

- Jeg er tilfreds, fordi de er blevet dømt i overensstemmelse med mine påstande, siger Jacob Thaarup, fra Fyns Politi, der var anklager i begge sager. 

Den ene af de unge mænd er idømt en bøde på 1000 kroner efter paragraf 235 stk. 2 i straffeloven, som siger "Den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år"

Den unge mand erkendte at have været i besiddelse af de to videoer, der er omdrejningspunkt for Umbrella-sagen. Videoerne er optagelser fra maj 2015, hvor to 15-årige har sex. 

Læs også Deling af børneporno: Unge snøftede og var chokerede

Anklage om børneporno frafaldt

I den anden sag var en blev en 19-årig mand dømt efter straffelovens paragraf 232, som omhandler blufærdighedskrænkelse, og paragraf 264d. Den omhandler sager, hvor den tiltalte "...uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden", hedder det i loven.

Oprindeligt var den 19-årige også tiltalt for at have delt børnepornografisk materiale. Dette anklagepunkt blev på opfordring af anklager Jacob Thaarup fjernet under tirsdagens retsmøde. Det skyldes, at den 19-årige kun har delt den ene af de videoer, Umbrella-sagen omhandler, og at man i den video ikke umiddelbart kan se, at de personer, der har samleje i videoen, er under 18 år i videoen. 

Den 19-årige er idømt seks dagbøder af 250 kroner. I sager, der bliver straffet med bøde, kan man ikke anke på almindelig vis, men skal i stedet igennem procesbevillingsnævnet. Det overvejer den 19-åriges forsvarer, Alexander Nyborg Christensen. 

- Vi er glade for, at man anerkender, at der ikke er tale om børneporno, men vi overvejer at anke via procesbevillingsnævnet, da der ikke er en anerkendelse af at have uploadet videoen, man er dømt for, siger han til TV 2/Fyn.

Forsvaret har nu 14 dage til at beslutte, om man vil anke igennem procesbevillingsnævnet. 

Læs også Deling af børneporno: Yderligere ti fynboer sigtet i kæmpesag