I det fynske folks tjeneste

Nye odenseanske børn kan få pasning

Hvis pædagogmedhjælpernes strejke fortsætter ud over mandag den 5. maj, så vil Odense Kommune ændre på, hvilke børn der kan blive passet, og hvilke der må blive hjemme.

Nye børn kan blive passet til maj.

Institutionschef Britta Carl fortæller, at kommunen til den tid vil lade de børn, der i dag ikke bliver passet, få plads i børnehaver og vuggestuer igen. 

Det vil dog stadig være sådan, at børn med særlige pædagogiske behov kan blive passet.

En svær kabale

Hvordan fordelingen bliver mellem institutionernes øvrige børn er lidt af en kabale.
I dag er det institutionernes ældste børn, der må blive hjemme. 
I de institutioner, hvor antallet af børn, der lige nu ikke kan blive passet, er mindre end antallet af børn, der bliver passet, vil de ældste børn vende tilbage i institutionen, mens den ældste del af de øvrige børn må forlade institutionen.

I institutioner, hvor antallet af børn, der ikke bliver passet, er højere end antallet af børn, der bliver passet, vil de yngste af de børn, der i dag ikke bliver passet, vende tilbage i institutionen, mens alle de børn, der i dag bliver passet, må finde sig at være hjemme hos forældre, bedsteforældre eller babysittere.