Nye oplysninger om bankrøveri

Fyns Politi står nu frem med nye oplysninger i sagen om et røveri mod Totalbanken i Vissenbjerg tirsdag formiddag den 5. august.

Politiet søger stadig efter røveren, der slap af sted med et ukendt beløb efter at have truet personalet.
- Det er udmærkede oplysninger, vi har fået, siger politiassistent Jens Graversen fra Fyns Politi, Assens.

Han fortæller, at røveren klokken 10.55 forlod gerningsstedet på en hvid PGO-knallert af mærket PMX Sport. Her medbragte han en grøn taske.

Passer til signalementet

Knallerten blev klokken 11.30 fundet på Nørrevænget. Vidner fortæller, at de så en ung mand gå på stien ved Nørrevænget og væk. Denne mand passer til signalementet af røveren bortset fra, at han havde en kort, mørk t-shirt på. I hånden medbragte denne unge mand en armygrøn taske, der virkede tung, og som var cirka 60 centimeter i længden.

Manden beskrives som dansk af udseende, 25-30 år, 175-180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han havde et karseklippet, "kommunefarvet" hår, der var to centimeter langt, og som stod i vejret. På benene havde han lange bukser, han var iklædt en kort, mørk t-shirt og lyse "sportsagtige" sko.

Denne unge mand vil politiet meget gerne tale med, hvilket også er gældende for folk, der kan have set en mand med denne beskrivelse.

Samtidig kan politiet nu fortælle, at den fundne, hvide PGO-knallert blev stjålet i Langeskov mellem den 1. og 2. august i tidsrummet kl. 18 til 8. Politiet kan på kilometertælleren se, at knallerten er blevet fragtet til gerningsstedet, og derfor vil ordensmagten gerne tale med folk, der eventuelt har bemærket en knallert blive læsset af i Vissenbjerg-området, eller som blot har set en sådan knallert.

I forbindelse med røverens flugt så vidner en sølvgrå Peugeot 206 med et registreringsnummer, som begynder med bogstavet "Y", køre lige bag røveren på knallerten. Politiet vil gerne tale med den bilist, der muligvis kan have bemærket noget, der kan være i politiets interesse.

På video fra overvågningskameraet kan politiet samtidig se, at manden har en speciel gangart, idet han er "kalveknæet", hvilket flere vidner har bekræftet.

Har man oplysninger om sagen, der kan være i politiets interesse, bedes man kontakte Fyns Politi på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt