I det fynske folks tjeneste

Nyt i postkassen: Fyens Stiftstidende skifter udseende

Foto: Mie Flyttov

Det er en ny udgave af Fyens Stiftstidende, abonnenterne onsdag morgen henter i postkasserne.

Onsdag relanceres Fyens Stiftstidende i nye sektioner.

Fremover vil Fyens Stiftstidende dagligt udkomme i fire sektioner; Fyn, Odense, lokalsiderne og endelig Danmark.

- Vi får en Odense-sektion, der beskæftiger sig alene med Odense. Det har storbyen Odense, som jeg synes, den er ved at blive, længe fortjent. Så får vi ydermere en nyskabelse, nemlig det vi kalder en Danmark-sektion, fortæller chefredaktør på Fyens Stiftstidende Troels Mylenberg.

01:44

Fra onsdag den 9. november vil Fyens Stiftstidende ikke være den samme avis at åbne. For at ramme avisens brugere bedre har Fyens Stiftstidende valgt at satse på nye sektioner, mens andre helt vil være sløjfet.

Luk video

I Fyn-sektionen finder du fremover de vigtigst prioriterede fynske nyheder, perspektiver og baggrunde. Det er også her, du bladrer frem til kultur, debat og navnestof.

Odense-sektionen griber om øens hovedstad og tager fat om udviklingen og livet i Odense.

De lokale sider kender du. Den nye relancering ændrer ikke ved, at chefredaktør Troels Mylenberg fortsat opfatter lokalsidene som avisens kernestof, og der er derfor stadig her, at Fyens Stiftstidende dykker ned og dyrker Fyn.

Til sidst bladrer du frem til den nye dreng i klassen, nemlig Danmark-sektionen. Sektionen dækker verden uden for Fyn, det nationale og det globale. Her finder du national debat, erhverv og kultur.

Avisens nye opbygning betyder dog også, at læserne fremover må undvære gamle, kendte sektioner.

- Det, der ikke kommer længere, er for eksempel vores kulturmagasin om fredagen, som vi ved, mange har været glade for. Der har vi i stedet valgt at prioritere kulturkræfterne dagligt og lokalt, siger Troels Mylenberg.

Ved du noget? Så send os et tip