Nyt nederlag: Marienlyst klar til nedrykning

Onsdag tabte Marienlyst endnu engang i fodboldens 1. division, da fynboerne hjemme fik bank af Hvidovre. Sportschefen erkender, at nedrykningen er en realitet.

Onsdagens kamp mod Hvidovre skulle have givet point, hvis det spinkle håb om overlevelse skulle bevares. Men sådan gik det ikke. Marienlyst tabte 1-4 efter 0-1 i 1. halvleg. Lasse Kingo scorede for Marienlyst efter 79 minutter.

Marienlyst har kun otte point og skal have mindst 20 point i de næste syv kampe uden at de nærmeste konkurrenter får flere, hvis holdet skal blive i 1. division.

- Der skal et mirakel til nu, og jeg tror faktisk slet ikke, at det kan lade sig gøre rent matematisk længere, erkender Marienlysts sportschef Søren Godskesen.

26 kampe og kun to sejre er det foreløbig blevet til.

- Vi er nok blevet en smule overraskede over den kæmpe niveau forskel, der er mellem 1. og 2. division. Vi er oppe mod fuldtidsprofessionelle spillere og klubber med en helt anden økonomi end vores, siger Søren Godskesen.

Nu skal Marienlyst til at omstille sig til igen at spille i 2. division efter sommerferien.

- Vi skal skære ned hele vejen rundt, og vi må rette til. Men der er masser af velfungerende 2. divisionsklubber og det bliver Marienlyst også, siger sportschefen.

Oversigt

    Oversigt