OB-angriber risikerer skallestraf

Disciplinærudvalget hos Dansk Boldspil-Union skal se på sagen fra søndag, hvor OB's Njogu Demba-Nyrén nikkede Brøndbys Remco van der Schaaf en baglæns skalle.

Den voldsomme infight mellem OB's Njogu Demba-Nyrén og Brøndbys Remco van der Schaaf i søndagens SAS Liga-kamp i Odense bliver nu taget op i Dansk Boldspil-Union (DBU).

- Den sag kører allerede i disciplinærsystemet, siger DBU's kommunikationschef, Lars Behrendt, til sporten.dk.

Bruger tv-billeder

På baggrund af tv-billederne skal disciplinærudvalget tage stilling til, om der er grund til sanktioner.

Billederne viste blandt andet, hvordan Demba-Nyrén først ramte van der Schaaf med en albue, hvorefter han nikkede en baglæns skalle, da hollænderen tog fat i OB-angriberen.

Dommer Michael Svendsen erkendte efter at have set scenen, at Demba-Nyrén burde have modtaget et rødt kort for sin udåd.

- Det er et slag og klart til en udvisning, siger Michael Svendsen til onside.dk.

Brøndby vandt kampen 1-0.

Oversigt

    Oversigt