I det fynske folks tjeneste

OB får to med til OL: Jacob Barrett har fået billet til Rio

Jacob Barrett, som her går forbi den tyrkiske landsholdsspiller Emre Mor fra FC Nordsjælland, er udtaget til OL i Rio. Foto: Claus Fisker/Scanpix/arkiv

OB-spilleren Jacob Barrett skal sammen med holdkammeraten Mikkel Desler repræsentere Danmark ved OL i Rio,

Når det danske OL-landshold i fodbold løber på banen i Rio 4. august, så bliver det med to OB'ere i truppen.

Mikkel Desler blev som ventet udtaget til OL-landsholdet for knap 14 dage siden. Og nu har Jacob Barrett modtaget en endelig udtagelse.

Jacob Barrett blev i første omgang udtaget som reserve, men er nu forfremmet til den endelige 18-mands-trup, skriver OB.dk.

Han kan således se frem til en oplevelse udover det sædvanlige.

- Det er stort. Jeg er super taknemmelig for, at jeg er blevet udtaget. Det bliver en kæmpe oplevelse. Jeg tager det selvfølgelig som et stort skulderklap, siger Jacob Barrett blandt andet til OB.dk.

- Om jeg så får spilletid eller ej, det ved jeg ikke, men jeg tager afsted for at give den fuld gas. OL er vel verdens største sportsbegivenhed, og jeg tror ikke jeg kan forestille mig, hvor stort det er, før jeg står der. Så jeg er meget taknemmelig for at få lov til at opleve det, siger Jacob Barrett.

Fem OB-navne i OL-truppen

Udover de to OB-spillere er tre tidligere OB'ere udtaget til turen til Rio. Det drejer sig om Kasper Larsen, som nu spiller for Groningen i Holland, Emil Larsen, som er skiftet til Lyngby, og Lasse Vibe, der er hos britiske Brentford, vest for London.

Danmark møder Irak i åbningskampen den 4. august, mens de to følgende kampe er mod Sydafrika og værtsnationen Brasilien.

Ved du noget? Så send os et tip