I det fynske folks tjeneste

OB hyrer Poul Hansen som sportsdirektør

01:23
04:12

1 af 3

Den tidligere AGF- og Lyngby-træner skal være sportsdirektør i den fynske superligaklub.

Poul Hansen kommer i fremtiden til at tegne den sportslige profil i OB, der har ansat den tidligere AGF- og Lyngby-træner som sportsdirektør.

De seneste år har Poul Hansen mest gjort sig bemærket som ekspert for TV2 og TV2 Sport.

- Det er efterhånden en del år siden, at jeg har haft et job i toppen af dansk fodbold.

- Jeg er ofte blevet spurgt til, om jeg ikke skulle tilbage i branchen, og svaret har hver gang været, at der skulle en ekstraordinært spændende opgave til, for at jeg skulle blive fristet.

- Og det må man sige er tilfældet her. Jeg har med stor interesse fulgt OB's arbejde gennem de seneste mange år - og ikke mindst det seneste års arbejde med at implementere en ny strategi og et nyt koncept, hvor man er tro mod sine egne værdier.

- Det stemmer fuldstændig overens med mine værdier, og jeg ser meget frem til at være med til at stå i spidsen for det spændende arbejde, der allerede er indledt, siger Poul Hansen i en pressemeddelelse.

Stillingen som sportsdirektør i OB har været ledig i over et år efter fyringen af Kim Brink. Direktør Thomas Christensen glæder sig over, at klubben nu har fundet den rette mand.

- Processen med at finde en ny sportsdirektør i OB har været lang. Den har omfattet en profilbeskrivelse, en bruttoliste over mulige emner, en konkret kandidatliste og naturligvis samtaler med flere af emnerne.

- Poul Hansen står tilbage som vores stærkeste kandidat, og jo bredere vi har søgt og researchet, jo stærkere har han stået.

- Som superligatræner formåede Poul Hansen at få det optimale ud af de trupper, han arbejdede med.

- Samtidig har han et enormt netværk både indenfor og udenfor de danske grænser, ligesom hans store kendskab til fodboldbranchen indefra og udefra er meget markant, siger Christensen.

Poul Hansen blev i 1999 kåret til årets træner i Danmark.

Ved du noget? Så send os et tip