I det fynske folks tjeneste

OBs afrikanere får testimonialkamp

De to populære OB-spillere, Mwape Miti og Andrew Tembo, får en vaskeægte hyldestkamp som afskedsgave, nu hvor de to spillere stopper i klubben.

Mwape Miti og Tembo får testimonial kamp

Mwape Miti får sammen Andrew Tempo en flot afskedsgave af OB.

1 af 2

OB offentliggjorde nemlig fredag, at Miti og Tembo, som har været i OB siden 1997, får tildelt en testimonialkamp, der efter planen skal spilles den 30. august på Fionia Park i Odense. En kamp, der står mellem Miti All Stars og Tembo All Stars. De to spillere sætter selv deres eget hold bestående af nuværende og tidligere holdkammerater samt eventuelt nogle af de modstandere, de har stået over for gennem tiden.
- Mwape Miti og Andrew Tembo har betydet meget for klubben i en lang periode, og vi vil derfor gerne takke dem for nogle fantastiske år og tage afsked med dem på en ordentlig måde, siger OBs direktør Kim Brink. 

Samtidig er det besluttet, at entreen fra kampen går til de to spillere samt til udviklende formål i spillernes hjemland, Zambia.
- Det er meget hårdt at skulle sige farvel til klubben og Odense, for vi har haft nogle fantastiske år her. OB har været som en familie, og vi har haft et godt forhold til vores fans, så det betyder utrolig meget for os, at der arrangeres sådan en afsked, fortæller de to spillere.