I det fynske folks tjeneste

Odense skal afbureaukratiseres

Der skal være mindre bureaukrati i Odense, og det skal borgerne hjælpe med at opnå. Det er tanken bag en ny service på Odense Kommunes hjemmeside, som partiet Venstre fik vedtaget på byrådsmødet onsdag.

Tanken er simpelthen, at der på hjemmesiden laves en boks, hvor man anonymt kan komme af med gode forslag til at lette og forsimple arbejdsgange.

- Jeg tror, at der er mange gode forslag ude blandt borgerne og også blandt de kommunalt ansatte, som vi skal have frem, siger ældrerådmand Jane Jegind, Venstre.

Samtidig vedtog byrådet, at kommunen skal sætte ekstra fokus på, at breve til borgerne er skrevet i et let forståeligt sprog.