I det fynske folks tjeneste

Officielt: Richard Møller Nielsen får sin egen plads

Nu er det officielt. at pladsen bliver indviet den 11. maj.

Det var ventet. Men nu er det altså også officielt. Richard Møller Nielsen får sin egen plads foran stadion.

I starten af marts kom det frem, at Odense Kommune overvejede at hylde afdøde Richard Møller Nielsen ved at navngive pladsen foran Odense Stadion efter landstræneren, der stod bag EM-triumfen i 1992.

Og i denne uge blev det så endeligt besluttet, at området foran stadionindgangen i fremtiden skal hedde Richard Møller Nielsens Plads.

Pladsen bliver indviet, når OB den 11. maj spiller sidste hjemmekamp i denne sæson mod Esbjerg. Ganske som TV 2/FYN skrev allerede mandag.

Rådmand Jane Jegind (V) vil endnu ikke afsløre, hvordan man fysisk vil kunne se, at pladsen er en hyldest til "Ricardo", der vandt to danske mesterskaber med OB.

- Men jeg vil sige det sådan, at man ikke kan være i tvivl om, at man befinder sig på Richard Møller Nielsens Plads, når man er der efter den 11. maj, siger hun til Fyens Stiftstidende.

Det er ikke hverdagskost, at man i Odense navngiver pladser eller gader efter bysbørn.

- Jeg kan kun huske én gang tidligere i mine 17 år i politik, at en sådan beslutning har været oppe at vende politisk. Det var med Ove Sprogøes Plads. Så det her er ekstraordinært, siger Jane Jegind.

Richard Møller Nielsen døde den 13. februar efter længere tids sygdom. Han blev 76 år.

Ved du noget? Så send os et tip