Hold børnene fra sandet: Oliesnask fundet ved fynsk strand

Lørdag formiddag så nogle forbipasserende en lang rende olielignende snask i vandet ved Thurøs østkyst.

Selvom det er de færreste, der lige nu har lyst til at hoppe i det kolde grå havvand, så er der alligevel en hel del, der går lange weekendture på de fynske strande i øjeblikket.

quote Hvis man har børn med på stranden, skal man nok ikke lige lade dem rode rundt i sandet på stranden, inden vi ved, hvad det egentlig er, der ligger der.

Anders Furbo Therkelsen, vagtchef ved Fyns Politi

Nogle af dem opdagede lørdag formiddag omkring klokken ti en lang rende af olie 100 meter ude i vandet ved Thurøs østkyst ved Smørmosen. 

- Det er ved Gyldenstensvej og så et par kilometer mod nord, at man har set noget, der ligner en del olie i vandet, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen. 

- Man mistænker, at det drejer sig om olie. Det ligner det i hvert fald meget. 

På meget kort tid skyllede det olielignende snask ind på stranden, hvor det lige nu ligger. 

Det skal undersøges

Ud over at Fyns Politi har været på stedet, så har beredskabet i Svendborg også været på stranden på Thurø. En miljøvagt har været og tage nogle prøver af det olielignende, der lige nu ligger på stranden. 

Prøven skal ifølge Fyns politi være med til at konstatere, hvad det egentlig er, og hvad man skal gøre ved det. 

- Man ved jo endnu ikke, om det opløser sig selv, eller det skal fjernes på anden vis, fortæller Anders Furbo Therkelsen til TV 2/Fyn. 

Dermed ved man heller ikke, hvor det olielignende stas kommer fra. 

Hold børnene væk

Vagtchefen ved Fyns Politi slår fast, at man ikke skal være bange for at gå en tur på stranden ved Smørmosen på Thurø. 

- Men hvis man har børn med på stranden, skal man nok ikke lige lade dem rode rundt i sandet på stranden, inden vi ved, hvad det egentlig er, der ligger der, siger Anders Furbo Therkelsen alligevel. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt