Olympisk mester får baghjul ved DM i cykling

Rasmus Quaade blev dansk mester i individuel forfølgelsesløb foran OL-guldvinderen Lasse Norman Hansen.

Efter det danske banelandshold for alvor er kommet op i omdrejninger, er der blevet skarp konkurrence på topniveau ved DM.

Det beviste Rasmus Quaade, da han lørdag i Ballerup Super Arena vandt DM i individuel forfølgelse foran sin landsholdskollega Lasse Norman Hansen, som ellers tidligere på året vandt OL-guld i omnium, som også rummer individuel forfølgelsesløb.

Rasmus Quaade har tidligere blandt andet vundet VM-sølv i enkeltstart for U/23-ryttere, da mesterskaberne blev kørt i København i 2011.

Nummer tre ved dagens DM i forfølgelse blev en anden ung komet fra banelandsholdet Casper Folsach, som imidlertid blev presset hårdt af dagens overraskelse Anders Holm.

Anders Holm kørte bedst i kvalifikationen, men gik ned i bronzefinalen mod Casper Folsach.

I de øvrige discipliner vandt Jesper Mørkøv, lillebror til Team Saxo-Tinkoff-rytteren Michael Mørkøv, DM i scrath.

Amalie Dideriksen vandt sprint hos kvinderne foran Julie Leth (sølv) og Kamilla Sofie Valin (bronze).

Mathias Krigbaum, som er Europamester i enkeltstart for juniorer, vandt forfølgelsesløbet for U/19.

DM fortsætter søndag med flere discipliner.

Oversigt

    Oversigt