Omsorgssvigtede børn får hjælper til møder

En børnefaglig bisidder fra Børns Vilkår kan nu blive stillet til rådighed for omsorgssvigtede børn og unge, når de skal til møder med de sociale myndigheder.

Omsorgssvigtede børn og unge fra hele landet kan nu få stillet en børnefagligt uddannet bisidder fra Børns Vilkår til rådighed, når de skal til møder med de sociale myndigheder. Men børnene skal selv henvende sig. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Børns Vilkår udvider nemlig ordningen med et forsøgsprojekt, hvor fire kommuner forpligter sig til, at børn og unge i nød automatisk får tilbudt en professionel bisidder.

Det er Aalborg, Odense, Herlev og Aabenraa kommuner, der samarbejder med Børns Vilkår om projektet. Det forløber fra januar 2011 til 2013 og har fået 20 millioner kroner i støtte fra satspuljemidlerne.

En evaluering kan efterfølgende vise, om udbyttet er så positivt, at det fremover bør være lovbestemt, at børn og unge har ret til professionel bisidder-støtte.

Som det er nu, er der ingen krav til bisidderens faglige baggrund.

Ifølge Helle Tilburg Johnsen, chef for Børns Vilkårs bisidderafdeling, er fordelen ved bisidderprojektet, at børn og unge får en børnefaglig uddannet støtteperson, der er deres egen.

En, der lytter til dem, sørger for at deres rettigheder bliver overholdt, og at den bedste løsning på problemerne bliver fundet.

- Børns Vilkår får mange henvendelser fra børn, som ikke føler sig hørt og inddraget i beslutninger om deres eget liv. De føler sig alene med store overvejelser og tunge beslutninger om deres ofte meget problemfyldte liv, siger Helle Tilburg Johnsen.

I alt 180 børn og unge i alderen 6-17 år har siden etableringen i 2008 fået hjælp fra Børns Vilkårs bisidderkorps.

Oversigt

    Oversigt