Fagforbundet 3F svarer igen på kritik: Derfor indgik vi overenskomst med svindelfirma

En del læsere har undret sig over, hvorfor 3F på den ene side advarede Dan Virkelyst Johansen og hans firma LH Gulve imod at samarbejde med den svindeldømte byggebagmand Osman Celik fra Hamborg, mens fagforbundet samtidig tegnede overenskomster med Celiks firmaer. Men det er der en god grund til, lyder det fra 3F.

Fordømmelse, hård kritik og lukkede døre hos tidligere samarbejdspartnere, som nu vælger at holde afstand til Dan Virkelyst Johansen og hans firma LH Gulve. Samt tabet af tillidsposten som formand for Dansk Industri Byggeri på Fyn.

Det har haft mærkbare konsekvenser for Dan Virkelyst Johansen, efter at Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn de seneste uger har afdækket LH Gulves årelange samarbejde med den yderst suspekte byggebagmand Osman Celik fra Hamborg.

Celik er i Tyskland dømt for bedrageri senest i 2017, og også i Danmark trækker han et spor efter sig af sort økonomi, underbetalte østarbejdere, konkurser og millioner, der forsvinder sporløst.

Men i kølvandet på historierne er der også blevet rejst kritik af fagforbundet 3F.

Flere læsere har blandt andet undret sig over, hvorfor fagforbundet på den ene side indgik overenskomster med Osman Celiks forskellige firmaer, mens 3F samtidig førte sager om brud på overenskomsten og direkte advarede Dan Virkelyst Johansen imod at samarbejde med ham.

Overenskomsten opfattes som en slags blåstempling.

"Jeg har tænkt på, hvorfor 3F har indgået en overenskomst med Osmans virksomheder? Kunne de ikke have afdækket og afsløret svindleren meget tidligere? De advarede jo om hans virksomheder, men en overenskomst med samme er vel næsten en accept?", har én læser for eksempel skrevet til redaktionen.

Også Dan Virkelyst Johansen gav i et interview, han medvirkede i lige efter afsløringerne i Fyens Stiftstidende og på TV 2 Fyn udtryk for, at han opfattede 3F's overenskomster med Osman Celik som en forsikring for, at der var styr på tingene.

- Jeg går ud fra, at tingene er i orden, når 3F har lavet en samarbejdsaftale med ham. Ellers laver man vel ikke en samarbejdsaftale med ham, lød det blandt andet fra LH Gulve-indehaveren.

3F: Stor misforståelse

Men det er en stor misforståelse at tro, at en overenskomst kan ses som en blåstempling af en virksomhed, eller at den i sig selv skulle være en garanti for ordentlige forhold for de ansatte i en virksomhed.

Det forklarer Palle Bisgaard, der er næstformand i 3F Byggegruppen på landsplan.

- Vores hovedopgave er altid - uanset om det måtte være en virksomhed, som ikke lever op til noget som helst - at sørge for, at der er tegnet overenskomst. For overenskomsten gør, at vi har et juridisk grundlag for at kunne kræve danske løn- og arbejdsforhold og anlægge sager ved Arbejdsretten. Uden overenskomst har vi ingen mulighed for at agere, forklarer han.

I forhold til sagen fra Odense om Osman Celik - som Palle Bisgaard har fulgt tæt - siger han, at det er bekymrende, hvis Osman Celik har brugt overenskomsten som falsk "bevis" på, at der var styr på det, der er foregået i hans virksomheder.

- Hvis Osman Celik render rundt og fortæller, alt er i orden, fordi der er underskrevet en overenskomst, så er det selvfølgelig et problem, for så lyver han også om det. For det, der sker i hans virksomheder, er, at han godt nok har en overenskomst - han overholder den bare aldrig.

Taler imod bedre vidende

I flere tilfælde er Osman Celik blevet dømt til at betale bod i sager rejst af 3F, når han beviseligt har underbetalt sine ansatte, typisk fra Østeuropa. Det har netop været muligt at forfølge de sager ved Arbejdsretten, fordi Osman Celik havde indgået overenskomst, påpeger Palle Bisgaard.

- I princippet er det sådan i Danmark, at hvis du ikke har indgået overenskomst, så kan du køre med de løn- og arbejdsvilkår, du har lyst til, siger han.

I forhold til Dan Virkelyst Johansens udtalelse om, at han gik ud fra, at tingene var i orden, fordi Osman Celik havde en samarbejdsaftale med 3F, siger Palle Bisgaard:

- Problemet med Dan Johansen er, at vi i hvert fald gennem de sidste fire år har informeret ham om, at Osman Celik overtræder alle overenskomstforhold.

- Vi har ovenikøbet haft inviteret ham til 48-timersmøder, og når sagerne var færdige, har vi informeret ham om, hvad der var sket i sagen, og hvad Osman Celik var dømt for. Så han taler imod bedre vidende, når han siger, at han troede, at alt var i orden. For det har han udmærket vidst, at det ikke var.

Dan Johansen fra LH Gulve er blevet forelagt kritikken fra 3F.

"Jeg har ikke yderligere kommentarer", skriver han i en kortfattet mail.

Smidt ud af Dansk Industri

Palle Bisgaard oplyser, at der er to måder, som kan føre til, at en arbejdsgiver bliver omfattet af overenskomst. Enten ved at indgå en såkaldt tiltrædelsesoverenskomst direkte med 3F - eller ved at melde sig ind i Dansk Industri, hvoraf det så følger, at virksomheden bliver omfattet af overenskomstaftalen mellem DI og 3F.

I tilfældet med Osman Celiks nuværende selskabet Hamburg Plan ApS har selskabet indtil for ganske nyligt været medlem af DI.

Men tirsdag oplyser DI's hovedkontor i København, at det nu er slut. Medlemskabet "er efter aftale med virksomheden netop ophævet", oplyser DI's presseafdeling.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt