I det fynske folks tjeneste

Over hundrede maritime job til Fyn

01:08

Verdens skibe skal ifølge ny lov svine mindre. Det betyder langt over 100 nye maritime arbejdspladser på Fyn, vurderer Fyns Maritime Klynge

Verdens skibe skal sænke deres udledning af svovl med 80 procent. Det besluttede FN's Søfartsorganisation IMO på et møde i London i sidste uge.

Og den beslutning trækker spor helt til Fyn.

Læs også Fynsk røgrenserfirma: Vi kan blive rigtig store

For her forventer Troels Ankerstjerne, der er forretningsudvikler i Fyns Maritime Klynge under Udvikling Fyn, at det vil betyde langt over 100 nye arbejdspladser inden for den maritime industri på Fyn.

Vi taler om langt mere end 100 fynske arbejdspladser.

Troels Ankerstjerne, Fyns Maritime Klynge.

De nye regler kommer nemlig til at tvinge mange rederier til at installere røgrensere i deres skibe. Og sådan nogle er vi gode til at lave her på Fyn.

- Jeg var på messe sammen med små 300 andre maritime virksomheder i København, da vi fik da at vide i sidste uge, og der var jubel, både blandt reddere, men især blandt udstyrsleverandører. Det er godt det her, siger Troels Ankerstjerne, forretningsudvikler hos Fyns Marititime Klynge.

Hvor mange nye fynske arbejdspladser kommer de her nye regler til at skabe?

- Værfterne og underleverandørerne på Fyn vil skulle bruge rigtig mange folk, hvis vi kan hive ordrerne hertil. Det bliver til ombygning af eksisterende skibe. Nye skibe bliver jo hovedsageligt bygget i fjernøsten, men alle de eksisterende skibe, og der er rigtig mange, de skal jo ombygges, siger Troels Ankerstjerne og fortsætter:

- Og det er jo ikke kun røgrensere, der er brug for. Der skal jo alverdens ting til: Rensesystemer, vandrensesystemer, rør og el og styring.

Men taler vi om 100 nye arbejdspladser eller 50? Kan du give mig et slag på tasken?

- Vi taler om langt mere end 100 fynske arbejdspladser.

Rent brændstof eller røgrenser

I dag må skibe sejle på brændstof, som indeholder op mod 3,5 procent svovl. Men på mødet i London i sidste uge besluttede IMO, at skibes brændstof fra 2020 højst må indeholde 0,5 procent svovl.

Det vil betyde et fald i svovlforureningen fra skibe på op mod 80 procent - og renere luft til hele verden. 

01:06

Danmarks Rederiforening glæder sig over strengere miljøkrav. Sådan lyder reaktionen fra administrerende direktør, Anne H. Steffensen.

Luk video

Når de nye regler for svovludledning er en god nyhed for den maritime industri på Fyn, så skyldes det, at når reglerne træder i kraft i 2020, så har rederierne, der ejer skibene, reelt to muligheder:

De kan vælge at sejle på det nye, men meget dyre brændstof, som kun indeholder 0,5 procent svovl.

Men de kan også vælge at blive ved med at sejle på det billigere men mere svovlholdige brændstof, de sejler på i dag. Men gør de det, så skal de installere såkaldte skrubbere på deres skibe - altså røgrensere.

Og det er altså her, Fyn kommer ind i billedet.

Pureteq glæder sig

En af de fynske virksomheder, der slikkede sig sultent om munden, da nyheden fra IMO gik verden rundt, er den lille sydfynske virksomhed Pureteq, som netop lever af at udvikle de såkaldte skrubbere.

Her mener administrerende direktør, Anders Skibdal, at 100 nye fynske arbejdspladser er et meget konservativt bud på effekten af IMOs nye regler for svovludledning.

På landsplan vil jeg tro, der er tale om flere tusinde arbejdspladser. Så her på Fyn, tror jeg, vi vil se mere end 200, måske op mod 500 nye arbejdspladser.

Anders Skibdal, administrerende direktør, Pureteq.

- På landsplan vil jeg tro, der er tale om flere tusinde arbejdspladser. Så her på Fyn, tror jeg, vi vil se mere end 200, måske op mod 500 nye arbejdspladser, siger Anders Skibdal og fortsætter:

- Det her vil gavne hele den maritime branche på Fyn, for skibene skal jo ikke bare have installeret skrubbere. Det kræver også pumper, rør, kølere, sensorer. Der bliver også mere arbejde til dem, der skærer hul i skibene. Til smede og elektrikere. Værfterne vil også få flere skibe ind, som skal bygges om, siger han.

Millionær bag Pureteq

Pureteq er ejet af den sydfynske millionær - og tidligere ejer af Svendborg Breakes - Erik Skjærbæk.

Gennem de senere år har Pureteq været plaget af underskud og manglende efterspørgsel på deres skrubbere. Det skyldes blandt andet, at der indtil nu har været uvished om, hvornår de nye svovlregler ville træde i kraft. 

 De nye regler er en rigtig god nyhed for os. For halvandet år siden skruede vi blusset ned, men nu gearer vi op igen.

Anders Skibdal, administrerende direktør, Pureteq.

Men nu er der afklaring, og det glæder Anders Skibdal.

- De nye regler er en rigtig god nyhed for os. For halvandet år siden skruede vi blusset ned, men nu gearer vi op igen, siger Anders Skibdal.

På trods af tre år med tocifrede millionunderskud, får Pureteq ikke problemer med at investere i markedets nye vækstmuligheder.

For på trods af underskud, har Pureteq stadig en egenkapital på 45 millioner kroner. Det skyldes, at virksomhedens ejer sidste år forhøjede egenkapitalen med godt 52 millioner kroner. Det fremgår af virksomhedens seneste regnskab.

Halv million færre dødsfald

IMO's nye regler gavner ikke kun fynsk erhvervsliv. Det gavner også klimaet og vores sundhed. 

Allerede i 2008 besluttede IMO at sænke grænsen for svovlindhold i skibsbrændstof i 2020. Men organisationen gjorde startdatoen afhængig af, hvorvidt der kan produceres nok brændstof med tilstrækkeligt lavt svovlindhold i 2020. Hvis ikke, kunne kravet udsættes til 2025.

Nu er et ekspertstudie nået frem til, at der i 2020 kan produceres nok brændstof med svovlindhold på under 0,5 procent til at møde den forventede efterspørgsel. På den baggrund er medlemslandene i IMO blevet enige om at fastholde 1. januar 2020 som startdato for den sænkede svovlgrænse.

Ifølge et finsk-amerikansk ekspertstudie kunne en udskydelse af det globale svovlkrav fra 2020 til 2025 have ført til over en halv million for tidlige dødsfald ekstra på verdensplan.

Og spørger man Anders Skibdal, så er det ikke småting, de store fragtskibe kan udlede.

- Bare ét af Maersks store nye tripple A containerskibe forurener lige så meget som 280.000 personbiler gør på et år, fortæller Anders Skibdal.

Danmark allerede foran

I farvandene omkring Danmark gælder der yderligere skærpede svovlkrav, idet Nordsøen og Østersøen siden 1. januar 2015 har været områder med særlig emissionskontrol for svovl med en grænse på højst 0,1 procent svovl i skibsbrændstof.

Siden kravet blev indført, er der målt over en halvering af svovlindholdet i luften over Danmark ifølge de officielle overvågningstal fra Aarhus Universitet.

Ved du noget? Så send os et tip