I det fynske folks tjeneste

Danske stjerner føler sig voldsomt forfulgt af dommer

Mathias Boe blev dømt for servefejl flere gange i semifinalen ved Denmark Open, og han mener, det er den samme dommer, der er efter ham.

Foto: Claus Fisker / Scanpix

I samarbejde med TV 2 SPORT

Den estiske dommer Iris Metspalu skal bestemt ikke regne med at få hverken julekort eller venlige blikke fra den danske stjernedouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen.

Lørdag tabte de semifinalen ved Denmark Open til de kinesiske verdensmestre Liu Cheng og Zhang Nan, men undervejs i kampen kom den kvindelige dommer rigtig meget i fokus.

Vi har en servedommer, som åbenbart ikke kan lide min makker

Carsten Mogensen, badmintonspiller

Ved både 4-2 og 11-12 i første sæt dømte Iris Metspalu servefejl på Mathias Boe, da hun mente, at han løftede bolden op over det nederste ribben, inden han servede. Det var den 37-årige herredoublespiller godt og grundigt træt af efter kampen.

- Det kan godt være, min serv er for høj, men dem, hun dømmer (fejl på, red.), er ikke højere end 25 andre, jeg server. Så skal hun dømme mig hver gang. Det skal være konsekvent. I mine 37 år har jeg måske lavet en million server, og jeg står jo ikke lige pludselig i en semifinale på mit 37. år og løfter den to centimeter, sagde Boe.

Da servedommeren havde dømt servefejl anden gang, prøvede Mathias Boe at spørge hoveddommeren, om det var muligt at få hende skiftet ud. Han forklarede, hun er den eneste dommer, der altid dømmer servefejl på ham.

Læs også Boe og Mogensen efter nederlag: Vi er rimelig afklaret

- Jeg har været ude for det før med hende her. Vi var i Baku til European Games, hvor jeg havde servet tre kampe i streg uden at blive dømt en eneste gang. Så får jeg hende der, og så dømmer hun mig otte gange i streg på min korte serv som den eneste.

Man kan jo se, det hæmmer dit spil?

- Det gør det. Det gør, at jeg bliver lidt mere fokuseret på serven i stedet for at blive fokuseret på tredjebolden, forklarede Mathias Boe.

Den danske herredouble tabte første sæt med 21-18 og argumenterede derfor for, meget naturligt, at situationerne blev afgørende. Men samtidig påvirkede det også Mathias Boes mulighed for at lave sin 'normale' serv resten af kampen, da han var bevidst om, servedommeren havde stor fokus på ham. 

- Vi har en servedommer, som åbenbart ikke kan lide min makker. Jeg har verdens bedste makker oppe ved nettet med en Yonex-bold, og hvis han må serve, som han altid gør. Det piller hende der fuldstændig ud af ham.

Læs også Verdensmestre slår Boe og Mogensen ud af Denmark Open

- Når Boe skal stå og serve nede under livet, så er sateme svært. Men det er jo de forhold, vi skal spille under fremover, sagde makkeren Carsten Mogensen.

De nuværende serveregler foreskriver, at bolden skal rammes under det nederste ribben, og samtidig skal ketcherhovedet pege nedad. Fra 1. marts 2018 bliver det dog ændret, så der i stedet bliver indført en fast servehøjde på 1,15 meter, og måske kan det være en hjælp til dommerne selvom reglen er blevet kritiseret voldsomt.

Lige nu mener Mathias Boe i hvert fald, at det er meget svært at finde ud af hvilke server, der er for høje.

- Der er ingen retning, når hun mener, jeg løfter 3 ud af 25 server i dag. Det er så indkodet. Jeg kunne stille mig og serve den serv med lukkede øjne, og så ville jeg ramme den præcis det samme sted hver gang inden for en margin af en til to centimeter, vil jeg påstå.

Efter kampen sendte den danske stjerne da også et par ord i retningen af servedommeren, inden han afleverede bolden på en knap så pæn måde. 

Det var niende år i træk, at Mathias Boe og Carsten Mogensen havde spillet sig i minimum semifinalen ved Denmark Open. De vandt turneringen tilbage i 2010. 

Læs også Axelsen modtager forgyldt fjerbold